Nogen vil måske mene, at lager og logistik ikke er blandt de mest spændende emner. Men netop det at have fuldstændig styr på sin forsyningskæde, sit lager samt paknings- og leveringsmetoder er en afgørende succesfaktor nu og i fremtiden – og derfor må vi også berøre det i TØJ. 


Artiklen blev bragt i TØJ nr. 2 2020.


Den moderne forbruger beskrives med mange forskellige tillægsord, herunder at de er krævende, undersøgende, prissensitive og utålmodige. Dette billede af den moderne forbruger skal så kombineres med de mange mulige salgskanaler og leverings­metoder, der findes i dag. Samlet set er der tale om en kompleks virkelighed, som producenter og leverandører skal navigere i.

Den krævende og utålmodige forbruger forventer at være i centrum gennem hele processen: Forbrugeren forventer altid at få den laveste pris og det højeste serviceniveau samt selv at kunne vælge leverings- og returneringsmetode. Det lyder som en umulig opgave, men den skal løses. Selv om der er tale om en ny virkelighed med øgede krav, så er godt (gammeldags) købmandskab og en (klassisk) stram styring af hele købs- og leveringsprocessen stadig centrale elementer i en succesfuld strategi. De gode, gamle dyder, der handler om at have styr på det mest basale, er ikke blevet mindre vigtige – de er bare blevet sværere at arbejde med på tværs af kanaler og landegrænser. Udfordringen er egentlig den samme som tidligere: De rigtige varer i den rigtige salgskanal pakket ind i god service og leveret til rette tid og sted. Når købsproces og logistik fungerer, træder det i baggrunden og giver plads til det, som det reelt handler om – nemlig den gode købsoplevelse.

Men hvordan får man købsprocessen med alt fra lagerstyring, pluk og pak samt forsendelse, levering og returnering til at køre så optimalt og gnidningsfrit, at det reelt træder i baggrunden? Og hvorfor er netop det at have styr på det mest basale en afgørende konkurrenceparameter?

Vi har talt med Scan Global Logistics, der specialiserer sig i lagerstyring og logistik, og som gennem årene har opbygget specifikke kompetencer målrettet netop livsstilsbrancherne. Vi har også talt med modevirksomheden Masai Clothing Company om deres strategiske tilgang til købsprocessen fra A-Z.

 

’Last mile obsession’ er oprindeligt et amerikansk fænomen, men besættelsen breder sig til andre lande. Det handler om hurtig levering, også den sidste mil, og i byer som New York kan leveringstiden online være ned til en time. Det er ikke kun pizza, der kan leveres hurtigt. Også dametasker, mobiltelefoner og meget andet kan leveres i samme tempo.

 

Utålmodighed som driver

Den stigende utålmodighed har givet nethandlen en væsentlig ulempe: Der er ventetid. I den fysiske butik kan forbrugeren tage varen med hjem med det samme. Ved onlinekøb skal kunden vente en eller flere dage på at modtage varen, ligesom varen ofte skal afhentes hos en pakkeshop. Processen er altså langsommere og dermed mere besværlig, set med forbrugernes øjne. Derfor er det i første omgang også onlinebutikkerne, der har kastet sig over optimeringen af pluk, pak og forsendelse for at minimere vente­tiden for kunden. I international sammenhæng omtaler man det som ’last mile obsession’, hvilket vil sige, at man går dybt og inderligt op i at få den sidste del af processen til at være så kort og effektiv som overhovedet muligt.

 

”Vi oplever hele tiden, at forbrugerne – og dermed også vores kunder – bliver mere og mere utålmodige. Det gælder specielt i livsstilsbrancherne, hvor trends og impuls styrer en stor del af slagets gang. Derfor skal vi være supereffektive i håndteringen af vores del af processen,” forklarer Hans Elmegaard, der er CEO for Contract & E-Commerce Logistics i Scan Global Logistics, og som dermed har ansvar for lageraktiviteterne og distributionen globalt.
”Købsoplevelsen skal altid køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt. En ting er markedsføringen, den lækre webshop og den gode kundeservice online. Noget andet er den fysiske håndtering af varen, der skal fra lager til kunde. Den er blevet så vigtig, at den er en konkurrenceparameter,” siger han.

 

Lokal i en global verden

Lande af samme størrelse som Danmark har sjældent udfordringer med lang transporttid af varer fra lager til forbruger. Men i større lande, og specielt i relation til eksport, giver de fysiske afstande en række udfordringer, som skal løses.

”Både købsoplevelsen, håndteringen og leveringen skal gerne foregå gnidningsfrit, men lokale forskelle er både store og afgørende. Hvis man skal være en spiller på et globalt marked, skal man faktisk være lokal med lager og logistik. De lokale forhold afgør, hvordan opgaven skal løses. En optimal logistik og last mile obsession-løsning kan variere fra 2 til 72 timer afhængigt af markedet. Et andet punkt kan være returmuligheder. I Tyskland kan returvarer udgøre op mod 60 procent, mens det i Danmark er væsentligt lavere,” forklarer Hans Elmegaard og uddyber, at det netop handler om at gøre lager og logistik til en strategisk faktor med lokal tilstedeværelse og dermed kunne imødekomme leverings- og returbetingelser lettest og billigst muligt.

 

 

Stærke partnerskaber

I tråd med det gamle ordsprog ”skomager bliv ved din læst” er det langt fra alle livsstilsvirksomheder, der ved ret meget eller er gode til lager og logistik. Men når netop denne del af forretningen – det, at have de rette varer tilgængelige på rette tid og sted – bliver til en konkurrenceparameter, så er det afgørende at finde den rette samarbejdspartner til denne opgave.
”Vi skal alle sammen grundlæggende holde os til det, vi er bedst til,” mener Hans Elmegaard, der henviser til, at man altid kan forhandle sig frem til en lavere pris på sine årlige forsendelser, men at det ikke er i den hårde priskrig på pakker, at fremtidens stærke virksomheder defineres og fortsætter:

”Det handler ikke om prisen på den enkelte pakke, men på løsningen af hele værdikæden – lige fra foto over lagerstyring til returafdeling og direkte kreditering af kunden. Det kan være svært for de fleste livsstilsvirksomheder at håndtere selv, og derfor tilbyder vi vores kompetencer til dette. Vi ved intet om design og farver, men alt om lager og logistik. Der er tale om partnerskaber, hvor vi dækker hinanden ind, og hver især holder os på egen banehalvdel.”

Hans Elmegaard understreger i den sammenhæng at fremtidens partnerskaber handler mere om vidensdeling og fælles interesse i den optimale proces frem for traditionel logistik:

”For ti år siden var der ikke nogen, der skænkede supply chain en tanke – ikke som en konkurrenceparameter. Det var i hvert faldt langt nede på listen med strategiske indsatsområder. I dag er det til gengæld øverst på listen, da alle har indset, at det understøtter strategien og er en forudsætning for vækst.”

 

 

 

Real time lagerstatus: Angivelsen af den aktuelle lagerstatus på tværs af kanaler kan være afgørende for en handel og har et oplagt ”kundetække”, men det er ekstremt krævende for butikkerne. Det nytter ikke noget, at nyankomne varer står på lageret et par dage, indtil der er tid til at pakke dem ud. Scannes varerne ikke ind i systemet, og kommer de ikke online, så dukker butikken heller ikke op i søgningerne på nettet – og synlighed er lig med handel. En anden problemstilling opstår, hvis lagerstatussen ikke er korrekt – enten fordi der er tastet forkert, eller fordi varen er solgt i mellemtiden – og så har man en sur kunde i butikken. Her kan muligheden for at reservere varen online eller lignende være løsningen for den travle kunde.

 

Dropship: Dette anvendes, når varelageret er placeret flere steder. Det kan være en online-butik, der har et minimalt varelager selv. Når en vare sælges, kan den sendes direkte fra et decentralt lager til forbrugeren. En kunde, der køber fire varer online, kan i princippet ende med at få fire forsendelser fra hvert sit lager. På nogle sites kan man vælge, om man ønsker forsendelser, efterhånden som de er klar, eller om man foretrækker at modtage dem i en samlet pakke.

 

Click & Collect: Køb online, afhent i butikken. Click and Collect stiller krav til butikkerne, for uden logistik i hver enkelt butik kan kunderne ikke vide, om den bestilte vare rent faktisk kan købes og leveres.

 

Split payment: Køber en kunde fire varer, og har butikken kun to, skal betalingsløsningen understøtte split payment. Dermed kan betalingen for de første to varer falde omgående, og de sidste to varer betales, når de sendes – uden at kunden skal godkende restbetalingen. Ikke alle
betalingsløsninger understøtter split payment, og der er en øvre grænse for, hvor længe det er lovligt at holde på kreditkortinformationerne til senere betaling.

 

White glove delivery: Levering af varer til kantsten eller trappetrin er meget normalt, men næste skridt er levering helt ind i huset eller helt op i lejligheden – og ikke blot levering, men også udpakning, montering/samling og håndtering af kasserne bagefter.

 

Læs om Masai Clothing Companys nye koncept i samarbejde med Scan Global Logistics her.

 


Vil du læse flere artikler fra TØJ – Fashion & Business Trends nr. 2? Bladet er udgivet digitalt og tilgængeligt for alle. Læs det her.