Nedlukningen udløser ny rekord i tomme butikslokaler

I tredje kvartal af 2020 er der sat ny rekord for tomme butikker i Danmark. Corona-nedlukningen har fået udbuddet af ledige butikslokaler til at stige til det højeste niveau, der nogensinde er registreret.

Antallet af udbudte butikslokaler har i tredje kvartal af 2020 sat en ny kedelig rekord. Det oplyser erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk i en pressemeddelelse. I den kvartårlige Markedsindeksstatistik over udbudte erhvervslokaler, som udgives af Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, fremgår det, at udbuddet af butikslokaler er steget til 6,8 procent. Det højeste tal målt nogensinde.

”Ved indgangen til året satte udbuddet af butikslokaler rekord – især på grund af øget nethandel. Ved indgangen til juli – og dermed 3½ måned efter corona-nedlukningen i marts – var udbuddet steget yderligere og lå med 6,8 procent på det højeste niveau, vi har registreret i de 17 år, vi har ført statistikker over erhvervslokaler,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Ifølge Ejendomstorvet.dk afspejler de historisk høje tal månederne med coronakrise og nedlukning, hvor mange har været nødsaget til at opsige deres lejemål.

I alt er der godt 12,5 millioner kvadratmeter lokaler til butikker og spisesteder i Danmark. Ved indgangen til tredje kvartal af 2020 var 852.400 kvadratmeter udbudt til leje eller til salg. Den tidligere rekord blev sat ved indgangen til 2020 og på knap 837.000 udbudte kvadratmeter.

Selv om den triste rekord er et udtryk for krisetider for den fysiske detailhandel, så kan der dog også findes positive sider ved det stigende udbud af butikslokaler.

”Ved starten af coronakrisen så vi, at udlejere var tilbageholdende med at sende opsagte butikslokaler ud på markedet – ligesom vi så på boligmarkedet, at mange boligejere med salgstanker var afventende. Den tilbageholdenhed er nu afløst af øget udbud, så markedspladsen for erhvervslokaler er blevet mere effektiv. Dermed har for eksempel butikskæder og vordende selvstændige fået flere lokaler at vælge imellem,” udtaler Ole Hækkerup, adm. direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

I øjeblikket er over 9.600 lokaler og erhvervsejendomme udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, hvoraf knap 1.800 lokaler er til butikker, takeaway-forretninger, cafeer og spisesteder.

Foto: Pexels