Booztlet, som er lillesøstersite til Boozt, tjener styrtende med penge. “Vi går efter at blive lige så store som Boozt,” siger direktøren.
Onlinegiganten Boozt har succes med outletportalen Booztlet, der kvartal efter kvartal i snart tre år er vokset markant. Og tendensen fortsætter i første kvartal af 2021.
Her fordobler outletsiden salget, som lander på 200 mio. svenske kroner, svarende til cirka 150 mio. danske kroner.
Booztletchefen, Anders Enevoldsen, regner med, at salget i 2021 bliver dobbelt så stort som i 2020 – nemlig 1 mia. svenske kroner, hvilket svarer til 730 mio. danske kroner.
“Vi regner da med, at det fortsætter med en fordobling hvert år. Det er i hvert fald ambitionen i nogle år. Vi går efter at blive lige så store som Boozt, selv om den forretning jo fortsat vokser kraftigt. Så det bliver svært,” siger han i et interview med Børsen.
Flere outletsider vil komme
Ifølge Børsen har Booztlet bedre indtjeningsmarginer end Boozt, blandt andet fordi kunderne på outletportalen betaler for fragt ved levering og en eventuel returnering.
“Når vi fra modemærkerne køber varer, der ikke længere omsættes så hurtigt, får vi måske 60 procent rabat i forhold til den oprindelige pris, og det er ofte en god forretning, selv om vi giver hele rabatten videre til vores kunder. De varer, andre køber ind til fuld pris, må de jo tit efter en periode sælge med 10, 20 eller 30 procent rabat. Så vores marginer kan være bedre,” siger Anders Enevoldsen.
Spørger man chefkonsulent Henrik Theil ved Dansk Erhverv, er han overbevist om, at flere vil følge i Boozts fodspor og oprette outletsider.
“Hvorfor ikke? Har man en velfungerende platform, er det oplagt. Tilbudsjægerne er der jo,” siger han.
Foto: Unsplash