“Vi er overbeviste om, at det vil styrke brandet med en fysisk placering,” lyder det fra smykkevirksomheden, som i november 2020 åbner sin første flagskibsbutik i København. 

Den danske smykkevirksomhed Sif Jakobs Jewellery har længe levet af sit engrossalg og salget gennem egen webshop. Men nu sker der noget nyt.

Sif Jakobs Jewellery åbner nemlig sin allerførste butik, og den får sin beliggenhed i hjertet af København på Ny Østergade 19. Det oplyser Sif Jakobs Jewellery i et opslag på Linkedin.

TØJ har taget en uddybende snak med brandet om butiksåbningen.

“Strategien med egen butik er naturligvis at få Sif Jakobs Jewellery-brandet til at leve endnu stærkere: At kunne skabe et brandunivers og møde vores kunder i øjenhøjde har altid været vigtigt for os, så vi glæder os til at opbygge et tættere forhold til vores kunder og give dem den fulde Sif Jakobs Jewellery-oplevelse, når de møder os i vores butik,” lyder det fra stifter og kreativ direktør i smykkevirksomheden, Sif Jakobs.

Det er efter længerevarende ønsker, at smykkevirksomheden nu også rykker forretningen ud i den fysiske detailhandel.

“Vi har længe haft lyst til at skabe et Sif Jakobs Jewellery-univers i en smuk butik. En masse brikker faldt på plads, så nu hvor den rigtige placering og en butik blev ledig, besluttede vi, at tiden også er rigtig. Derfor åbner vi en butik nu,” forklarer Sif Jakobs.

Smykkevirksomheden har mange drømme og planer, men lige nu skærper Sif Jakobs Jewellery sit fokus på det danske marked.

“Drømme har vi mange af, men lige nu starter vi her i Danmark og lærer af alle de erfaringer, vi kan få herfra. Vi er spændte på, hvad fremtiden bringer, og uanset hvordan har vi fortsat store ambitioner og planer for Sif Jakobs Jewellery,” afslutter hun.

Flagskibsbutikken åbner officielt den 11. november 2020.

Foto: Facaden af den nye Sif Jakobs Jewellery-butik