To branchevirksomheder er nomineret til årets Detailforum Awards, der løber af stablen i slutningen af marts.

Til foråret hyldes detailbranchen, når årets Detailforum Awards løber af stablen i Langelinie Pavillonen i København.

Under showet uddeles i alt fire priser i kategorierne ’Detailforum Prisen’, ’Retail Entrepreneurship Prisen’, ’Detailforums Kampagnepris’ og ’Årets Omnichannel’. I år er to branchevirksomheder nomineret.

Smykkevirksomheden Maria Black, der i begyndelsen af sidste år i samarbejde med herretøjsbrandet Han Kjøbenhavn lancerede en unisex smykke- og accessorieskollektion, er nomineret til årets ’Retail Entrepreneurship Prisen’, der sidste år gik til regntøjsbrandet Rains.

Stormagasinet Magasin du Nord, der i november overrakte Magasin du Nord Fashion Prize 2019 til det bæredygtige modebrand Carcel, er nomineret til prisen ’Årets Omnichannel’, der sidste år gik til tøjbutikken Arket.

Foruden de fire priser uddeles et årligt rejselegat, der går til en elev i detailhandlen.

Detailforum Awards afholdes den 26. marts 2020.