Forbrugernes adfærd i januar har været meget jævn med begrænsede udsving i e-handlen, mens konvertering og salg haltede efter. Det viser Dansk Erhvervs E-indekset.

Forbrugernes adfærd i årets første fem uger har været præget af en ret ensartet trafik, men selve aktiviteten er i januar 2023 stilnet en smule i forhold til samme måned i 2022. Det er lidt sværere at få kortet op af pungen i disse dage, fordi rådighedsbeløbet simpelthen ikke rækker så langt. Det kan mærkes overalt i dansk handel, og her er e-handlen ikke undtaget.

Både antal sessioner, transaktioner og omsætning har oplevet en nedgang, som ligger i henholdsvis indeks 90, 85 og 85.

”Jeg er en smule overrasket over antallet af transaktioner og forsendelser. Når jeg har snakket med de store logistikvirksomheder, ligger de på nogenlunde samme antal pakker som sidste år, men her kan der være forskydninger i forhold til for eksempel click & collect. Helt sikkert er det, at værdien af den enkelte pakke er faldet,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv.

Tæt på samme trafik, mindre salg

Omsætningen er knap så positiv læsning. Her var det særligt uge 3 og 4, der fik det endelige indekstal for måneden til at lande på 85. I begge disse uger lå omsætningen på indeks 80, mens det i uge 1 og 2 lå på henholdsvis 85 og 90.

”Omsætningstallene er lidt svagere, end jeg havde ventet og håbet. De tilbagemeldinger, jeg får fra medlemmer, har været lidt mere positive, men jeg tror, at det dækker over udsving i varekategorier,” udtaler Niels Ralund og fortsætter:

”Jeg hører om positive tal hos en del af de medlemmer, som jeg dagligt taler med. Men der er selvfølgelig nogle segmenter, hvor det har været noget op ad bakke på seneste. Større forbrugsgoder, som mange danskere handlede ind under pandemien, hænger med næbbet i disse tider.”

Stabilt, men lavere niveau

Antallet af sessioner lå stabilt på indeks 95 i de første fire uger af januar, men sluttede måneden i indeks 100. Nu kan det se lidt sjovt ud, at sessioner i alle ugerne som minimum ligger i indeks 95, mens det overordnede indekstal for januar er 90. Det er baseret på fordelingen i ugerne, blandt andet at uge 1 og uge 5 kun havde et par dage i januar.

Stabilitet kendetegnede også antallet af transaktioner, om end niveauet var væsentligt lavere med indeks 85. Der var kun et enkelt udfald mod slutningen af måneden, hvor mængden faldt til indeks 80 i uge 4 lige før lønningsdag, inden den igen steg til 90 for uge 5.

Foto: Unsplash