Den danske herretøjskæde Tøjeksperten har øje på en ny marketingstrategi, som skal skabe mere handel og udfordre de dystre forudsigelser om butiksdød. Omnichannel bliver det nye værktøj, som skal mikse onlinehandel og handel i fysiske butikker til fordel for forbrugerne.

Tøjeksperten har – med sine 122 tøjbutikker – valgt at ignorere de dystre forudsigelser om butiksdød. Istedet videreudvikles omnichannelkonceptet, som skal generere mere handel for den danske herretøjskæde.

Integrationen af omnichannel skal sikre, at forbrugeren får det bedste fra begge verdener: Onlinehandlens brede udvalg og mulighed for at handle 24/7 med et enkelt klik, og fordelene ved den fysiske butik, hvor der er mulighed for at se og mærke tøjet, få rådgivning og rent faktisk prøve tøjet på egen krop.

”Vi arbejder mod at udviske grænserne mellem de fysiske butikker og onlinehandel mere og mere,” lyder det fra CEO Simon Würtz i en pressemeddelelse.

Læs også: Den intelligente alarmbrik

Konkret betyder Tøjekspertens omnichannelfokus eksempelvis, at kunder, ved hjælp af store touchskærme i butikken, har adgang til alle de brands, der bliver ført, hvis den aktuelle butik ikke kan matche kundens ’her og nu’-behov.

”Mere handel vil utvivlsomt foregå online, og hos Tøjeksperten har vi valgt at indarbejde fordelene og mulighederne med den nye teknologi i vort koncept fremfor at se e-handlen som en trussel. Vi kobler onlinemulighederne sammen med det, den fysiske butik kan tilbyde. Vi tog på et tidligt tidspunkt en strategisk beslutning om, at vi ville være med i udviklingen på omnichannel, og det har vi gavn af i dag,” udtaler Simon Würtz,

Ifølge CEO’en kan omnichannel give butikskæden en højere omsætningshastighed, bedre mulighed for at skabe plussalg, og afslutningsvis giver det kunden en bedre oplevelse, fordi behovet kan blive dækket her og nu – uanset om tøjet er fysisk til stede i butikken.

”Vi skaber en win-win-win-situation, fordi omnichannel er en fordel for forbrugeren, det er en fordel for den enkelte butik, og det er en fordel for kæden,” slutter Simon Würtz.