En ny forbrugeranalyse fra Dansk Industri Handel viser, at forbrugere med lang uddannelse og høj indkomst er de flittigste til at handle på nettet i de største udenlandske webshops. Samtidig har mændene og kvinderne forskellige præferencer.

De danske forbrugere er vilde med nethandel – i såvel danske som udenlandske webshops. DI Handel har i en ny forbrugeranalyse undersøgt danskernes købsvaner på de fem mest populære internationale webshops: Amazon, Ebay, Wish, AliExpress og Etsy. Det skriver Børsen.

Ifølge analysen har mere end halvdelen af alle danskere handlet i en eller flere webshops inden for det seneste år, men mændene og kvinderne har forskellige præferencer, når de handler online. Samtidig viser analysen, at mange danskere og især kvinder benytter webshops, der ikke er godkendte i henhold til EU’s regler for produktsikkerhed.

”Mænd handler primært på Amazon, mens kvinder foretrækker Wish. I den virkelig verden har mænd og kvinder også forskellige favoritter, så det er ikke en overraskelse, men som forbruger og som handelsvirksomhed er det vigtig viden, når der skal købes på eller samarbejdes med de internationale markedspladser,” udtaler branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel til Børsen.

Flest der handler online i Østdanmark
Analysen fra DI Handel viser samtidig, at forbrugere i alderen 18-49 år, der er bosiddende i Østdanmark, og som har en lang uddannelse samt en husstandsindkomst på over 700.000 kroner, er dem, der shopper mest på nettet.

For de danske forbrugere er nogle af de vigtigste parametre i valget af webshops, at der er sikre betalingsmetoder, lave leveringsomkostninger og kort leveringstid.

Kilde: Børsen