Investorer er begyndt at trække støtten til virksomheder, der ikke tager aktiv del i modeindustriens grønne omstilling.
Der lægges et øget pres på modeindustrien, der fra flere leder og kanter forventes at tage aktiv del i den grønne omstilling.
Kort før den nu afsluttede modeuges begyndelse meddelte Copenhagen Fashion Week, at der var markante forandringer på vej til modeugen, og på åbningsdagen, løftede CPHFW sløret for en ny bæredygtig handlingsplan. Blandt andet stiller modeugen en række krav og standarder, der skal opfyldes for at blive en del af den officielle kalender.
Nu melder også investorerne sig i koret af stemmer, der kalder på bæredygtige tiltag. Investeringsselskabet Newton, der hører under kapitalfonden BNY Mellon Investment, har allerede trukket sig fra britiske modevirksomheder, der ikke lever op til kapitalfondens forventninger til bæredygtighed og ansvarlighed. Det skriver Jyllands-Posten.
Og det er ikke kun i Storbritannien, at investeringsselskaberne efterspørger handling og dermed opnår indflydelse på virksomhederne håndtering af miljøudfordringerne. Tendensen ses også i Danmark, mener ansvarlig for modeindustrien i revisions- og konsulenthuset Deloitte Danmark, Morten Gade Steinmetz.
”Presset for en omstilling i en mere bæredygtig retning er der både fra kunder, men også fra investorer. Her i landet har vi ikke børsnoterede selskaber inden for mode. Men en del er blevet overtaget af kapitalfonde og andre investorer, som uden tvivl også har det på agendaen,” udtaler han til Jyllands-Posten.
Bæredygtige Bestseller
En af de danske virksomheder, der engagerer sig aktivt i bæredygtige tiltag, er modekoncernen Bestseller, som investerer millioner i bæredygtighed, skriver .
Ved udgangen af 2020 lancerede Bestseller en ny bæredygtighedsstrategi, der blandt andet lover, at 30 procent af den bomuld, som koncernen bruger, vil være økologisk i 2025. Ydermere har koncernen etableret investeringsselskabet ’Invest FWD’, der skal støtte bæredygtige selskaber. Koncernens første investering er gået til det danske selskab Pond Textile, skriver Jyllands-Posten.
”Investeringer i ny innovation er vigtigt for at kunne arbejde målrettet med at opnå vores egne bæredygtighedsmål samt en branche rustet til fremtiden,” udtaler bæredygtighedschef i Bestseller, Dorte Rye Olsen, ifølge avisen, i en mail til Finans, og fortsætter:
”Innovation er essentiel for at opnå forandring og skal understøttes af reelle midler samt et klart sigte mod kommerciel skalerbarhed. Vi investerer derfor i initiativer på tværs af værdikæden.”