Paraplyorganisationen Retur udvider sin familie af producentansvarsorganisationer med Tekstilretur, som skal hjælpe den danske tekstil- og modebranche med at håndtere det kommende producentansvar.

I efteråret 2025 – mens Danmark var i fuld gang med at implementere producentansvaret for emballage – formaliserede EU lovgrundlaget for det næste store udvidede producentansvar, som gælder tekstiler og fodtøj. Det ny producentansvar forventes at skulle implementeres i juni 2027 og idriftsættes i april 2028.

Producentansvaret for tekstiler omfatter alle virksomheder (inkl. internationale webshops), der gør tekstil- eller fodtøjsprodukter tilgængelige på et nationalt marked, og akkurat som man kender det fra andre producentansvar, får virksomhederne ansvaret for at finansiere håndteringen, når produkterne bliver til affald.

Ifølge Miljøstyrelsen er der ca. 10.500 virksomheder i Danmark, som arbejder med fremstilling og salg af tekstiler, og minimum 4.000 af disse forventes at blive direkte omfattet af producentansvaret. Til at hjælpe disse virksomheder lancerer Retur, Danmarks største familie af kollektive ordninger, nu den nye ordning, Tekstilretur.

”Idet vi allerede driver fire andre producentansvarsorganisationer, har vi et velafprøvet set-up såvel administrativt som logistisk, og det bliver Tekstilretur en integreret del af. Vi byder allerede nu virksomheder indenfor, fordi erfaringen viser, at jo tidligere en virksomhed forholder sig aktivt til et kommende producentansvar, desto enklere og billigere bliver det for den at leve op til kravene,” siger Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Tekstilretur, som er en del af Retur.

Strategisk samarbejde
Retur er bygget på over 20 års erfaring med håndtering af producentansvar. Senest har man etableret Emballageretur, som på vegne af tusindvis af virksomheder håndterer producentansvaret for emballage. En af de centrale læringer herfra er, at et velfungerende producentansvar kræver, at branchen er tæt involveret fra start. Det er den erfaring, der har været afgørende for, hvordan Tekstilretur er blevet til.

Derfor er der i forbindelse med etableringen indgået et strategisk samarbejde mellem Retur og Dansk Mode & Textil (DM&T). Udover sparring og vidensdeling indebærer samarbejdet bl.a., at DM&T får en plads i Tekstilreturs bestyrelse, ligesom Retur og DM&T deltager i internationale samarbejder og fælles projekter:

”Der er ingen tvivl om, at producentansvaret kommer til at forandre mode- og tekstilbranchen markant. Derfor er det også afgørende, at branchen bliver engageret fra start, og derfor er vi utroligt glade for det strategiske samarbejde med Retur, som har årelang erfaring med håndtering af producentansvar i tæt samarbejde med forskellige brancher. Vi er sikre på, at det vil komme hele branchen til gode og vil gøre det lettere for den enkelte virksomhed at håndtere, når producentansvaret for tekstiler skal implementeres og sættes i drift,” siger Marie Busck, Chief Sustainability Officer i Dansk Mode & Textil.

Markant potentiale for genanvendelse
Som led i forberedelsen af det udvidede producentansvar for tekstiler udarbejdede Miljøstyrelsen i 2023 en analyse. Den viser, at der er et stort potentiale for at øge genanvendelsen af tekstiler i Danmark og derigennem skabe en mere bæredygtig fremtid for branchen. I 2021 blev der sat 116.300 tons tekstiler på det danske marked, hvilket svarer til ca. 20 kg pr. dansker. Samtidig viser Miljøstyrelsens analyse, at det danske tekstilforbrug steg med 36% fra 2016 til 2021.

I 2021 var der ikke krav om indsamling, og det var kun 2.000 tons tekstilaffald, der blev indsamlet separat med henblik på genanvendelse, og der er stadig alt for meget af tekstilaffaldet i Danmark, der ender på forbrændingen eller som lavværdibehandlet med anvendelse som fx isoleringsmateriale.

”Med indførelsen af et producentansvar får man som branche mulighed for at accelerere den bæredygtige udvikling, fordi man løfter i fællesskab. Vi har set med blandt andet producentansvaret for elektronik, at man kan øge både genbrug af produkter og genanvendelse af materialer ganske betydeligt, når man i regi af producentansvarsorganisationer kan skalere indsatsen. Får vi en solid dansk model, der er operationel og ikke tynget af bureaukrati, kan vi i løbet af få år opnå markante resultater,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Hvordan producentansvaret for tekstiler helt præcist kommer til at blive udmøntet i Danmark, er endnu ikke på plads. Derfor er der mange uafklarede elementer i forhold til den endelige organisering.

I Retur afventer man det kommende høringsudkast, men ifølge Morten Harboe-Jepsen bliver det afgørende, at vi i Danmark ikke går enegang, men så vidt muligt harmoniserer med EU’s standarder for fx gebyrgraduering, dokumentation og rapportering.

Foto: PR