Som et modsvar til det polerede modebillede og med fællesskab som grundsten har Michel Pfeiffer og Linea Deckmann skabt et accessoriesunivers med navnet AYDO Studios. De har kickstartet iværksætterrejsen med kvalitetsstrømper lavet i Georgien.

For parret bag handler det om meget mere end bare strømper:

“Vi har den tilgang, at alle skulle kunne være med. Vi laver hverdagsstrømper til hverdagsmennesker, hvor man ikke behøver at se ud på en speciel måde for at kunne bære dem. På den måde rummer strømper en større diversitet og et særligt fællesskab.”

Når AYDO Studios laver en kampagne, pakker de en stor taske fyldt med strømper i forskellige farver, materialer og størrelser og tager et nyt sted hen i København sammen med en fotograf. De booker ikke en professionel model, men de stopper tilfældige på gaden, som de synes, udstråler personlighed. Sådan blev det også på deres første kampagne i 2024, hvor parret blandt andet faldt for en karismatisk ældre mand på Nørreport Station, der på den måde blev ansigtet udadtil for det upcoming brand med rødder på Nørrebro.

”Vi startede på Nørreport Station og gik derefter videre til Halmtorvet, Istedgade og endte på Værne­damsvej. Det blev til en hel dags fotoskydning gennem København, hvor vi mødte lokale og folk fra hele verden. Man behøver ikke at se ud på en særlig måde for at kunne tage vores strømper på. Al mode er normalt så stylet, opstillet og uopnåeligt. Vi vil hellere gøre det tilgængeligt og understrege vores budskab om, at vi laver lækre hverdagsstrømper til hverdagsmennesker,” fortæller Linea Deckmann, der er den ene del af AYDO Studios sammen med partneren Michel Pfeiffer.

 

 

Begge har været i modebranchen det meste af deres liv. Linea Deckmann er uddannet mønsterkonstruktør og har i mange år arbejdet som freelance konstruktør for en række danske modebrands, blandt andre Saks Potts og Stella Nova. Michel Pfeiffer har i flere år drevet smykkebrandet Tokyo Jane, indtil han i 2019 startede en sourcingvirksomhed sammen med Linea. Parret deler en passion for at skabe noget, som både er funktionelt og bæredygtigt på flere parametre.

“Aydo står for ’all you dream of’ og er mere end bare en tagline. Det afspejler hele filosofien bag virksomheden. Hvis du har et godt fællesskab omkring dig, kan du opnå, hvad du drømmer om,” fortæller Michel Pfeiffer.

Det er den tanke, der har ført parret til Georgien i Europa, hvor de også har fundet deres drømmeleverandør. I landet møder de et folk, som er gode til at stå sammen om hinanden trods forskellige reli­gioner og har deres familier og nære meget kær:

”På fabrikken i Georgien, der er placeret i et kriminelt område, oplever vi, at de giver noget tilbage til deres nærmiljø og støtter hinanden. Her er altid et gratis grøntsagsbaseret måltid, størstedelen af fabrikkens strøm kommer fra et solcelleanlæg, og hele deres tankegang er at hjælpe folk med alt, de kan. Det gik lige i vores dna. Vi har en bredere lyst til at gøre noget godt og gerne i et fællesskab med andre, som har det samme på hjerte,” siger han uddybende.

 

”Vi kommer aldrig til at være søde og nuttede”

I designprocessen er kodeordene for Linea Deckmann, at produkterne først og fremmest skal have en holdbarhed, der kræver materialer i gode kvaliteter. Dernæst at hun ikke skal jagte trendfarver og så den måske vigtigste faktor: Det skal være sjovt og sprede god stemning:

”I modebilledet er strømper blevet en lille ekstra ting, man kan putte på sit outfit. Vi har mange garner lige nu, der har små gnistrede farveprikker – de strømper har vi løbende udsolgt af, for dem søger folk virkelig. Vi kommer aldrig til at være søde og nuttede i vores udtryk. Som udgangspunkt er vi sjove og frække – og stille og rolige samtidig. Vi køber ikke modefarver, men vi ser, hvad der er på lageret i forvejen på fabrikken, som vi bruger i nye farvesammensætninger,” forklarer hun.

 

 

Deres bestseller er strømper i ensfarvet Oeko tex-certificeret bomuld, hvor garnet er kæmmet, der får stor ros for sin blødhed og holdbarhed hos kunderne. I sortimentet har AYDO Studios også to slags tennisstrømper i bambus, og så har de lavet uldstrømper i en tykkere kvalitet merinould:

”Vores strømper har 66 procent uld i fra en italiensk garnproducent. Det gør, at man får den bedste kvalitet frem i ulden. Vores strømper skal være noget, man har i længere tid. Vi har jo en hel verden, der ikke har brug for ’køb nyt’ hele tiden, så holdbarhed er et afgørende parameter,” supplerer Michel Pfeiffer.

 

Små detaljer, store drømme

Emballagen til strømperne fra AYDO Studios skiller sig ud ved første øjekast. I stedet for traditio­nelle papirlogoer i toppen af strømperne pakkes de i kraftige paprør, som strømperne kan udstilles i. “Vi har virkelig gjort os umage med at finde en løsning, der både er praktisk og æstetisk. Og så kan røret genbruges bagefter til alt fra skruer, perler til blyanter,” fortæller Michel Pfeiffer og fortsætter:

”Næste udfordring i forhold til emballagen hand­lede om, hvordan folk kunne se, hvad der er nede i røret. Vi skulle kommunikere alt fra farve, størrelse, materialer og vaskeanvisning til hvem, der har lavet strømperne. Vi faldt over nogle lækre labels i Georgien, der er moderlandet til naturvin. Det førte os til en producent af labels, der har lavet en masse smukke til en række lokale vinproducenter. Derfor valgte vi at bruge en vinlabel af højeste kvalitet, som sidder udenpå vores tubes. Vi har brugt lang tid på det, men det er blevet fuldstændig, som vi drømte om.”

For Michel Pfeiffer og Linea Deckmann er AYDO Studios en måde at skabe noget, der føles rigtigt for dem.

“Vi prøver ikke at sælge noget, man har set mange gange før. Vi bliver nødt til at komme med noget, som tilføjer noget nyt, og samtidig piller det hele lidt ned fra modepiedestalen,” siger Linea Deckmann.

Det er den ambition, der driver dem videre – fra strømper til et bredere univers af accessories, der omfavner samme værdier:

”Strømperne er det første element. Vi har flere nye produkter på tegnebrættet, men det afgørende for os er hele tiden: Hvordan vedligeholder vi den ikke-type, vi ønsker at omfavne i AYDO? Kan alle være med på den i bredere forstand? Det er vores vigtigste opgave.”