Opkøb, konkurs og konsolidering
De seneste par år har vi måttet sige farvel til flere etablerede og anerkendte modevirksomheder som følge af nedlukninger og konkurser. Flere modebrands er dog enten blevet opkøbt eller har fået nye investorer ombord, som har skabt et økonomisk fundament og dermed sikret et nyt kapitel i virksomhedens historie. Vi har interviewet en række aktører fra branchen, der har været en del af enten et opkøb, en konkurs eller har fået nye investorer. Det er dermed også historien om seks mennesker, der har tacklet branchens forskellige former for kriser på deres egen måde.
By Lindgren: ”Vi var chokerede og ulykkelige over så pludseligt at miste vores livsværk”
I maj 2023 gik børnetøjsvirksomheden By Lindgren konkurs. På blot få år var de gået fra en succesfuld start med stor efterspørgsel til en hjerteknusende realitet, hvor banken lukkede kontoen, og kuratoren overtog nøglerne. Men konkursen markerede ikke slutningen for Katrine og Anne Lindgren, der fik muligheden for at genoplive virksomheden i et nyt format.
”Tror I selv på det?” Spørgsmålet fra bankens nye rådgiver hang i luften. Katrine og Anne Lindgren sad i revisorens mødelokale, usikre på, hvad de skulle svare. Det var april 2023, og selvom de havde oplevet svære økonomiske tider i virksomheden, havde de ikke forestillet sig, at situationen ville blive så alvorlig.
”Vi havde vækstet de fleste måneder i det seneste år, men banken havde mistet troen på os,” fortæller Anne Lindgren.
Få dage efter blev bankkontoen lukket uden varsel, og kort derefter blev de tvunget til at indgive en konkursbegæring.
”Vi havde ikke set det komme – hverken os eller vores investorer – og pludselig stod vi i vores livs værste mareridt,” siger Katrine Lindgren.
Konkursen markerede et nulpunkt i søstrenes iværksætterrejse, hvor deres hjerteblod, de mange fælles drømme og familievirksomheden, i løbet af et kort møde, fik et organisatorisk dødsstød. Men historien om By Lindgren og de to søstre bag, Katrine og Anne Lindgren, er også et indblik i en presset branche og en fortælling om passion, ihærdighed og viljen til at starte forfra.
Drømmens realiteter
Det hele begyndte i 2015, da Katrine Lindgren, der var på barsel, så et hul i markedet for praktisk og æstetisk overtøj til børn.
”Jeg kunne ikke finde termotøj til min datter, som jeg syntes, var pænt,” fortæller Katrine Lindgren.
Med støtte fra sin storesøster Anne Lindgren begyndte de to at udvikle deres første produkter. Idéen var enkel: At lave stilrent overtøj med fokus på design og pasform. Da de lancerede deres første kollektion var efterspørgslen stor.
”Vi kunne knap nok følge med, og kollektionen blev hurtigt revet væk,” siger Anne Lindgren.
Med tiden voksede virksomheden, og de fik store forhandlere som Kids-World, Boozt og Zalando ombord. Men Covid-19 og efterfølgende Ruslands invasion i Ukraine ændrede fundamentalt markedet og dets vilkår, der medførte knubs for børnetøjsvirksom-heden fra Sæby i Nordjylland:
”Det var ualmindelig svært at navigere i den børnetøjsbranche, som vi ellers følte, at vi kendte så godt. Vi blev kastet ud i en hård branche, hvor vi ofte følte os små og uerfarne. Forhandlere begyndte at stille større krav til farvevalg, priser og leveringsvilkår, og det blev svært at holde fast i vores oprindelige forretningsgrundlag.”
By Lindgrens webshop klarede sig godt, men de udfordrede forsyningskæder og manglende betalinger fra forhandlere pressede likviditeten, og det var det svært at navigere i usikkerheden.
Konkursens kaos
”På ganske få dage har vi måttet træffe vores livs sværeste beslutning – ikke kun som virksomhedsejere, men også som mødre og søstre. Vi er chokerede og ulykkelige over så pludseligt at miste vores livsværk.”
Sådan skrev Katrine og Anne Lindgren på virksomhedens Facebook-side den 23. maj 2023.
I tiden inden den officielle konkurs gjorde de alt, hvad der stod i deres magt for at køre virksomheden videre:
”Vi fik aldrig chancen for at bevise vores værd, for banken afviste os gang på gang. Vi havde så mange forslag til nye strategier, og vores investorer, som dengang ejede tyve procent af virksomheden, ville også gerne købe os ud. Men det setup tillod banken ikke. De gav os ikke nogen udveje, og vi indgav konkursbegæringen mod vores vilje. Det var det sværeste, vi nogensinde har oplevet. Vi følte os fuldstændig magtesløse,” siger Katrine Lindgren.
Trods kaosset oplevede de en massiv opbakning fra kunder og nærmiljøet, da de annoncerede virksomhedens ophørsudsalg. Opslaget på de sociale medier resulterede i en sand ’love storm,’ og på ophørsudsalgets første dag omsatte de for en million kroner. Men det føltes allermest som en stor omgang kluddermor af følelser:
”Det var enormt svært at gå på arbejde og pakke hundredvis af ordrer for at vide, at det snart var den sidste pakke. Til sidst kom PostNord heller ikke og hentede pakkerne, fordi regningerne ikke blev betalt af banken, og vi havde ikke selv adgang til vores konti længere. Vi vidste aldrig, hvad vi mødte ind til. Vi oplevede også, at kurator afskedigede vores søde ansatte. Vi følte os som en fiasko på alle måder. Vi er jo en lokal virksomhed, så bare det at tage ned og handle i Brugsen var svært. Men det var jo egentlig præcis det modsatte – folk gav os netop en krammer og købte vores varer,” husker Anne Lindgren om perioden.
Mens ophørssalget spurter derudaf, konkursmøllen kører for fulde drøn med bank, kurator og retten, bliver det for meget for Anne Lindgren:
”Jeg var helt brændt ud. Jeg sov ikke, jeg mistede tidsfornemmelsen, og vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt. Vores virksomhed – vores baby – var blevet en vare, man kunne købe. Vi oplevede en stor interesse for, at andre ville købe konkursboet. Det var et totalt tab af kontrol, for hvem kom med de højeste bud til kurator? Nogle var kun interesseret i at købe brandnavnet, og dér tænkte jeg bare: Lad nu være med at byde og bland jer udenom. Det skulle da ikke køre videre i vores efternavn uden os.”
I konkursens efterspil lykkedes det de to investorer, Henrik Rud Jensen og Jens Juul, der havde været mindre aktionærer i By Lindgren, at købe konkursboet efter dialog med søstrene.
”Vi troede ikke på det, før handlen var endeligt bekræftet, og vi kunne se det nye CVR-nummer. Det var helt surrealistisk, da der havde været så mange benspænd undervejs,” fortæller Katrine Lindgren.
Nyt setup, nyt fokus
I september 2023 genåbner By Lindgren i et mindre setup uden forhandlere. Fokus er nu på direkte salg til slutforbrugeren via webshoppen og med et sortiment af basisvarer inden for overtøj, der altid holder uanset sæson og kollektion.
”Det er en lidt anden forretning, vi driver i dag. Vi var egentlig i tvivl, om vores kunder havde brug for mere By Lindgren-overtøj efter ophørsudsalget, men vi blev taget så godt imod igen. Vi var på nogle måder tilbage, hvor vi startede med kun Anne og jeg på lønningslisten,” siger Katrine Lindgren, som tilføjer, at tiden efter konkursen har været præget af store omstillinger og prioriteringer:
”Vi har begge været sygemeldte med belastningsreaktioner efter forløbet og har helt naturligt kigget indad. Vi elsker stadig vores arbejde, men vi har fundet en meget bedre balance mellem arbejde og familieliv”, fortæller Anne Lindgren.
Mange ting er ændret. Ejerforhold, strategi og et fokus på langsigtet udvikling:
”Vores investorer har lavet en hjerteinvestering. Vi drømmer ikke om at blive en stor spiller i branchen. Vi vil hellere være en lille, solid virksomhed, der gør tingene på vores egen måde,” siger Katrine Lindgren og tilføjer afslutningsvis:
”By Lindgren har fyldt alt for os, men vi har i dag fået konkursen på afstand og er kommet videre på en god måde. By Lindgren er stadig en stor del af vores liv – heldigvis. Men det er ikke alt.”