Sponsoreret indhold
Store internationale og danske brands investerer massivt i deres tilstedeværelse på CIFF. Det er et tydeligt signal om, at modeugen generelt og messeformatet specifikt spiller en central rolle i branchens fremtid.
I en tid, hvor Europa på mange områder rykker tættere sammen, ser vi samme tendens i modebranchen. De nationale markeder bliver mere forbundne – både hvad angår værdikæder, distribution, kultur og kommunikation. Derfor er det helt naturligt, at også de store modebegivenheder må tænkes i et europæisk perspektiv.
CIFF står i dag stærkere end nogensinde. Vi mærker et tydeligt skift: De store brands, både danske og internationale, investerer massivt i deres tilstedeværelse – med alt fra store stande og kreative koncepter til in-house events og visninger i København. Det gælder blandt andre Diesel, G-Star, DK Company og Bestseller, som alle satser massivt på CIFF. Det er et klart tegn på, at messen og den danske modeuge spiller en nøglerolle i deres europæiske og globale brandstrategi.
Når vi spørger ind til, hvorfor de vælger netop CIFF, går et svar igen: Her møder man hele branchen. De internationale indkøbere, medierne, de etablerede brands og de nye talenter. CIFF er blevet det sted, hvor man ikke bare udstiller – men hvor man for alvor investerer i sin fremtidige position i markedet.
Det fysiske møde er kun blevet stadig vigtigere i en tiltagende digitaliseret verden. Det mærker vi tydeligt, når over 1200 brands samles under et tag til CIFF 65 i august. De vil ikke blot fremvise kollektioner, men også indgå samarbejder, lægge kimen til nye partnerskaber og være en del af den kreative samtale, der former fremtidens mode.
København har positioneret sig som en international modehovedstad – med et særligt fokus på ansvarlighed, æstetik og fællesskab. Det trækker ikke bare opmærksomhed, men også investeringer og momentum.
Derfor står CIFF i dag som et knudepunkt i en ny europæisk modestruktur, hvor samarbejde på tværs af landegrænser er forudsætningen for succes. Og vi glæder os til endnu engang at samle branchen den 5.-7. august i København.
Sofie Dolva
Direktør CIFF – Capenhagen International Fashion Fair

Sponsoreret indhold af CIFF



