Winnie Iversen er COO, stifter af Norr og har været med siden mode­virksomhedens opstart i 2016. Hun fortæller her, hvordan hun hver dag overvejer, hvad de som brand og virksomhed kan gøre bedre.
”En af de største udfordringer, vi står overfor i øjeblikket, er at få kunderne tilbage til at prioritere kvalitet og forstå, at kvalitet også har sin pris.”

Hvad er jeres dna, og hvad er det, I lykkedes med?

Vores dna er præget af skandinavisk minimalisme og tidløst design. Vi stræber efter at skabe styles, der ikke blot er aktuelle i øjeblikket, men som kan hænge i garderoben i mange år uden at miste relevans.  I hver kollektion lægger vi stor vægt på enkle og rene linjer, naturlige farvepaletter og materialer af god kvalitet.

 

Hvordan vil du beskrive Norrs rejse fra start til i dag?

Siden 2016 har Norr været på en spændende rejse – en blanding af vækst, læring og tilpasning til en dynamisk branche. Vi har hovedsæde i Aarhus med et team på seks medarbejdere, som arbejder på tværs af design, produktudvikling, marketing og salg.

Vi har oplevet vækst på mange områder, lige fra udvidelse og forbedring af vores kollek­tioner til styrkelse af vores brand på flere internationale markeder. Samtidig har vi mødt vores del af udfordringer.

De seneste år har især været præget af udfordringer som ændrede forbrugsmønstre og et mere prisbevidst marked. Dette har krævet, at vi hele tiden gentænker vores tilgang og optimerer vores processer – fra kollektionsopbygning, salgsstrategier til marketing.

Ikke en dag går, hvor jeg ikke overvejer, hvad vi kan gøre bedre – både i forhold til salg og i hele måden, vi bygger vores kollektioner op, skaber fortællinger på sociale medier, samarbejder med leverandører og driver forretningen som helhed.

Som et lille brand har vi den fordel, at vi hurtigt kan tilpasse os markedet og justere vores tilgang. Det har også betydet, at vi har måttet sige farvel til nogle samarbejdspartnere – både kunder, agenter og leverandører, som har været med os fra starten. Disse valg har ikke været lette, men de har været nødvendige for at optimere vores forretning.

Er vi dér, hvor vi skal være? Nej, slet ikke. Vi har opnået meget, men vi ser stadig et enormt potentiale, der endnu ikke er realiseret. Vi ved, at vi kan så meget mere – både som brand og som virksomhed. At nå vores fulde potentiale kræver dedikation, hårdt arbejde og et stærkt fælles løft fra hele teamet og vores samarbejdspartnere. I 2025 vil vi fokusere endnu mere på at gøre os umage i alt, hvad vi gør.

 

Hvordan bruger I digitale platforme? Og med hvilken værdi?

Vi bruger digitale platforme til at engagere os med vores kunder og dele vores vision. Værdien af vores digitale platforme ligger i, at vi ikke kun kan nå et bredt publikum, men også styrke vores brand awareness globalt.

Sociale medier og onlinekanaler giver os en fantastisk mulighed for at tilpasse vores kommunika­tion og skabe en tættere relation med vores kunder, uanset hvor de er i verden.

 

Hvad er jeres strategi for international vækst, og hvilke markeder satser I på?

Vores strategi for international vækst handler om at styrke vores position på de markeder, hvor vi
allerede har etableret os, samtidig med at vi ser stort potentiale i vores nyeste markeder som USA og Canada. Her har vi allerede oplevet en stigende efterspørgsel efter det skandinaviske design, der er kernen i vores dna, og vi er overbeviste om, at der er meget mere at hente.

Derudover ønsker vi at intensivere vores indsats på de europæiske markeder, hvor vi allerede har en solid tilstedeværelse og fortsætte med at udvide vores brand på disse markeder.

Fra AU25 vil vi også være tilbage på det engelske marked, hvilket markerer endnu et skridt i vores globale ekspansion.

 

Hvilke udfordringer ser du som de største for Norr lige nu?

En af de største udfordringer, vi står overfor i øjeblikket, er at få kunderne tilbage til at prioritere kvalitet og forstå, at kvalitet også har sin pris. Vi ser, at forbrugerne er endnu mere prisbevidste end tidligere og ofte kommer kvalitet i anden række, når valget står mellem pris og produkt.

Vores mål er at få kunderne til at forstå, at pris og kvalitet kan hænge sammen, og at det er værd at investere i produkter, der er designet til at holde længere, og samtidig giver værdi på lang sigt.

Denne tendens er ikke kun en udfordring for os, men for hele branchen. Vi er nødt til at finde måder at kommunikere og skabe en balance, hvor kunderne ser værdien i kvalitet, samtidig med at vi navigerer i en markedssituation, hvor prisbevidsthed er i fokus.

 

Hvordan griber I konkret det svære marked an?

Vi tilpasser vores salgsstrategier for at imøde­komme den øgede prisbevidsthed, samtidig med at vi holder fast i vores fokus på kvalitet. Det betyder, at vi arbejder på at gøre udvalgte styles mere kommercielle, men altid med et stærkt fokus på Norrs dna.

For os er det essentielt, at vi ikke går på kompromis med de værdier, vi står for. Vi ønsker at vise vores kunder, at pris og kvalitet sagtens kan gå hånd i hånd.

 

Hvad er jeres vigtigste mål på kort og lang sigt?

På kort sigt er vi fokuserede på at udvide vores tilstedeværelse på nye markeder, især i USA og UK, og samtidig styrke vores position som et brand, der tilbyder tidløst design og god kvalitet til fornuftige priser. Vi ser et stort potentiale i disse markeder og ønsker at gøre Norr til et brand, der appellerer til kunder, som værdsætter både design og kvalitet, uden at det betyder at gå på kompromis med prisen.

På lang sigt stræber vi efter at udvikle os til en global spiller i modebranchen, der både er anerkendt for sit design og sine værdier. Vi ønsker at være en stærk aktør, der skaber langvarige relationer med vores kunder på tværs af markeder.

I det kommende år ser vi frem til yderligere ekspansion på vores eksisterende markeder, samtidig med at vi fokuserer på at optimere og udvikle vores onlineplatform. En større satsning på vores web­shop og sociale medier er en central del af vores strategi for at nå ud til flere kunder globalt, for­bedre købsoplevelsen og gøre det lettere for kunderne at få adgang til vores produkter uanset, hvor de befinder sig.