Opkøb, konkurs og konsolidering
De seneste par år har vi måttet sige farvel til flere etablerede og anerkendte modevirksomheder som følge af nedlukninger og konkurser. Flere modebrands er dog enten blevet opkøbt eller har fået nye investorer ombord, som har skabt et økonomisk fundament og dermed sikret et nyt kapitel i virksomhedens historie. Vi har interviewet en række aktører fra branchen, der har været en del af enten et opkøb, en konkurs eller har fået nye investorer. Det er dermed også historien om seks mennesker, der har tacklet branchens forskellige former for kriser på deres egen måde.
Seamless Basic har fået nye medejere efter nogle svære år: ”Vi ved præcis, hvor vi har hinanden”
Seamless Basic med Trine Weber Carlsen ved roret har med tøjprofilerne Klaus Bøie Christiansen og Anne Dorte Thøger som nye medejere taget et skridt i retning af at skabe en mere robust forretning. Med afsæt i brandets tidløse basistøj og en filosofi om kvalitet frem for kvantitet er de fælles ambitioner klare: mere eksport og en fokuseret produktudvikling.
Seamless Basic blev grundlagt i 2018 af Trine Weber Carlsen og startede som et deltidsprojekt, mens hun sideløbende arbejdede som produktionschef for Soulland. Fra 2020 blev det hendes fuldtidsbeskæftigelse, hvor visionen har været at skabe et modstykke til masseproduktionen i modebranchen baseret på basistøj i naturlige kvalitetsmaterialer i tidløse design. I 2021 modtog Seamless Basics en investering fra Nordic Female Founders i DR-programmet Løvens Hule. Det hjalp med synlighed i bedste sendetid og med at udvide til markeder som Tyskland og Japan.
Årene efter var dog præget af udfordringer med inflation, energikrise, krige og uro på eksportmarkederne. Det medførte betydelige økonomiske udfordringer i 2023 for Seamless Basic, hvor banken begyndte at røre på sig. Det var i denne kontekst, at dialogen med Klaus Bøie Christiansen og Anne Dorte Thøger fra tøjvirksomheden By Basics begyndte. Det var en proces over fem måneder:
”Vi mødtes af flere omgange, og for mig handlede det meget om mavefornemmelse. Jeg mødte en oprigtighed og en ærlighed, som man ikke altid støder på. Her var ingen smarte ord – men der sad to mennesker over for mig, som jeg kunne dele mine bekymringer med, og som samtidig har ekspertise på området,” forklarer Trine Weber Carlsen.
Netop ærlighed og klar kommunikation var centrale nøgleord for Klaus Bøie Christiansen og hans overvejelser om at investere i Seamless Basic:
”Man bliver altid i tvivl, når man ser, at en virksomhed ikke tjener penge. Det var da også min tvivl. Men der er altid en grund til det. Jeg fik kigget ind i det, og jeg kunne se udfordringerne. Men der var styr på virksomheden fra starten af, selvom der havde været økonomiske bump på vejen, og situationen til sidst var ret tilspidset. Men vi kan lide produktet, og vi kan lide Trine – der er sund fornuft over hele linjen. Vi vidste hurtigt, at vi kunne bidrage med noget. Vi mødte et menneske, der er ærlig, dedikeret og ligetil. Vi fik snakket alt det svære igennem fra begyndelsen af, og så kunne vi starte et godt sted.”
Fælles front
De mange fællessnakke og møder resulterede i et 50/50-ejerskab af Seamless Basic, der startede i maj 2024 – og et partnerskab baseret på tillid, erfaringsudveksling og en fælles vision for fremtiden:
”At have alle kasketter på selv hele tiden har været hårdt. Nu har jeg fået kollegaer, som ikke blot forstår virksomheden, men som også tilfører ny viden og energi. Vi ved præcis, hvor vi har hinanden. Og jeg har fået ligeværdige sparringspartnere,” tilføjer Trine Weber Carlsen.
Samarbejdet mellem Trine Weber Carlsen og de nye partnere bygger på en klar rollefordeling: Trine Weber Carlsen har det daglige ansvar for driften, mens Klaus Bøie Christiansen og Anne Dorte Thøger bidrager med knowhow inden for produktudvikling, design og eksportstrategier:
”Vi har en stor respekt og ydmyghed over for hinandens kompetencer. Det giver os mulighed for at tage velovervejede beslutninger og sikre en sund udvikling,” tilføjer Klaus Bøie Christiansen, der suppleres af Anne Dorte Thøger:
”Vi kendte ikke Trine i forvejen, men vi kendte brandet. Trines tanker bag og tilgangen til at lave tøj er i tråd med vores tanker. Det er vigtigt at have samme passion. Vi laver et nicheprodukt, og vi brænder for at afsøge de muligheder, der er inden for den produktgruppe. Alt det, Trine har skabt i forvejen, går rigtig godt hånd og hånd med det, Klaus og jeg også har passion for.”
Eksport er en hjørnesten i den nye strategi for Seamless Basic. Med erfaring fra By Basics’ internationale agentnetværk er ambitionen at styrke salget igen i Tyskland og udvide til andre europæiske markeder. ”Vi fokuserer på at udvælge de rette agenter og skabe en mere strømlinet tilgang til B2B-samarbejder,” forklarer Trine Weber Carlsen.
På produktsiden er der også nye initiativer i gang.
”Vi arbejder med at udvide sortimentet til at inkludere flere størrelser og farver, men altid med fokus på tidløshed og kvalitet. Vi rører ikke ved fast fashion, men vi skaber langtidsholdbare produkter, der giver mening både økonomisk og ressourcemæssigt,” siger Anne Dorte Thøger.
En fremtid baseret på ”kontrolleret vækst”
Partnerskabet mellem Seamless Basic og ægteparret, der er en del af By Basics, er ikke bygget på en kortsigtet exit-strategi. Den langsigtede plan er at skabe en bæredygtig og rentabel virksomhed:
”Vi tror på konceptet og ser et stort potentiale i at vækste kontrolleret. Det handler ikke kun om økonomisk vækst – det handler også om at opbygge en virksomhed, der kan stå på egne ben og skabe reel værdi for kunderne,” siger Klaus Bøie Christiansen.
Med en solid strategi og en styrket ejerstruktur ser fremtiden lys ud for Seamless Basic, lyder det fra begge parter:
”Vi er på en fælles rejse, hvor vi træffer fælles beslutninger. Det nye setup har frigivet gode energier, og virksomheden udvikler sig hele tiden,” fortæller Klaus Bøie Christiansen.
”Sammen ønsker vi passe og pleje Seamless Basic og vækste virksomheden. Vi er passionerede og ambitiøse. Allerede nu går det den rigtige vej. Vi forventer, at vi kommer ud med et lille plus – og det er væsentligt bedre end sidste år,” siger Trine Weber Carlsen med et stort smil.