For Robert Sand handler det ikke om at have det største tøjbrand eller være firstmover. Havet er hans saliggørende passion, som har sendt succesfulde bølgeskvulp gennem hele hans karriere fra professionel surfer til CEO hos Klitmøller Collective.
Hvad er din tilknytning til Klitmøller og havet?
Som barn i Klitmøller er Vesterhavet aldrig langt væk, og i min familie har vi gennem generationer haft en tæt relation til havet. Min far og mine onkler var sømænd, og min farfar og oldefar var fiskere. I 80’erne kom windsurferne til Klitmøller, og jeg blev utrolig fascineret af deres måde at bruge havet på. Mit højeste ønske var et sæt windsurfudstyr, og det fik jeg i konfirmationsgave. Jeg blev ret hurtig god, fik sponsorer, blev danmarksmester og fik kontrakt med nogle af de store brands i branchen. Jeg surfede professionelt fra 1999 til 2009, hvor størstedelen af året blev brugt i Sydafrika, på Hawaii og Kanarieøerne.
Hvordan fik du ideen til Klitmøller Collective?
I 2005 startede jeg et tøjbrand med surfing som omdrejningspunkt. Det gik okay, og det blev solgt i omkring 30 butikker i ind- og udland. Men jeg ville mere end et surfbrand – jeg ville arbejde med et brand, hvor havet er centrum. Og hvor det ikke drejer sig om at være bedst, men hvor fællesskabet omkring havet er udgangspunktet kombineret med ansvarlig produktion. Og så kom Klitmøller Collective til verden i foråret 2013. Jeg havde ikke som sådan et brændende ønske om at skabe tøj. Men jeg har en stor skabertrang og en passion for både havet, Klitmøller og at bidrage positivt til mine omgivelser – og det får jeg lov at udleve med Klitmøller Collective. Vi bruger en stor del af vores liv på arbejdet, og det er vigtigt for mig at beskæftige mig med noget, der giver mening. Jeg brænder ikke for at lave det sidste nye inden for mode. Til gengæld er vi opsatte på at skabe produkter, som er gode, holdbare og produceret med respekt for både de mennesker, der laver dem, og for naturen.
Hvilken vision har du med dit brand?
Jeg har et ønske om, at Klitmøller Collective afspejler, hvem jeg er, og hvad vi er formet af. Vi er sådan set bare dét, du ser og læser: Et brand fra Klitmøller – vi prøver ikke at være hverken mere eller mindre end det. Vores modeller er fra området, og vi tager altid vores billeder på kysten. Jeg synes, at der er en ufattelig skønhed i havet og miljøet omkring, og det vil jeg gerne levendegøre som brand. Jeg er ikke specielt drevet af tal og budgetter. For mig er det helt afgørende, at vi som virksomhed bliver bedre hver dag: At vores produkter bliver bedre, at vi som virksomhed præsterer og skaber værdi for vores samarbejdspartnere.
Hvordan har du det med at være chef for det hele?
Jeg har det fint med at være den, som sætter retningen i virksomheden, men jeg har det stadig svært med ordet direktør. Jeg ser ikke mig selv som direktør. Vi har en meget flad struktur, og der er meget ansvar til de enkelte medarbejdere. Jeg er rigtig glad for den uformelle omgangstone, vi har, og jeg føler mig egentlig mere som en kollega end en chef.
Hvad er den største læring i din tid som CEO hos Klitmøller Collective?
Det er sværere at lykkes med en virksomhed og samtidig få privatlivet til at hænge sammen, end jeg troede. Både min kone og jeg er selvstændige. Vi er gode sammen, og hun er specielt god til at prioritere familien. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan opnå, hvis man bruger al sin energi og fokus på en virksomhed – og det er let at begå den fejl at tro, at det er det vigtigste i livet. Man skal huske at prioritere familie, venner og alenetid og dosere det i det rette forhold – det kan være svært. Jo før man lærer det, des bedre.
Fotos: Klitmøller Collective