Site icon Branchebladet TØJ

Rains genoptager ekspansionsplan

Rains åbner ny butik i Hamborg

Der var ellers planlagt den helt store ekspansionsplan med fokus på åbning af flere butikker. Men så kom Covid-19, og Rains måtte sætte projektet på pause. Nu er det meste af verden ved at åbne op igen, og det får virksomheden til at trykke på start-knappen.

Rains – der især er kendt for sine regnjakker – fortsætter nu sin ekspansionsplan, der har fokus på butikker i ‘iconic cities’. Det danske regntøj går nemlig som varmt brød i udlandet.

Virksomheden måtte sætte planen på pause på grund af coronapandemien, men nu hvor verden åbner op igen, sætter Rains gang i flere butiksåbninger.

Derfor åbner virksomheden den 7. oktober 2021 en ny flagskibsbutik i Hamborg. Det er anden butik i Hamborg, men tredje i Tyskland, da Rains også har en butik i Berlin. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.

 

Butikker tilføjer endnu en dimension

Åbningen markerer genstarten på Rains’ ekspansionsplan, og butikken i Hamborg bliver nr. 27 på globalt plan. Et tal, der forventes at stige over de næste år, fordi det giver en ekstra dimension til oplevelsen.

“I takt med at Rains vækster og får flere loyale kunder, er der brug for, at de kan tilgå vores produkter både fysisk og digitalt. I vores butikker tilføjer vi endnu et dimension til brandoplevelsen. Her kan kunderne mærke på og prøve vores produkter, snakke med en venlig ekspert og opleve events i vores branded omgivelser,” siger Jan Stig Andersen, CEO hos Rains.

I forbindelse med åbningen af den nye flagskibsbutik opsætter brandet sin ‘Edit’ pop-up, der tidligere er set i London, København og New York. Her kan kunderne customize nyt og gammelt regntøj med eksklusive prints.

 

Foto: Rains

Exit mobile version