Mere end 6 ud af 10 danskere handler på nettet mindst én gang om måneden. Men netbutikkerne kan fortsat blive bedre til at imødekomme forbrugernes ønsker og krav.
Ifølge en ny undersøgelse om danskernes onlinekøbsvaner, som er udført for BigCommerce, vælger 64 procent af danskerne nu at foretage mindst ét onlinekøb hver måned, mens 20 procent handler online mindst én gang ugentlig.
Tallene peger på en stigende tendens til onlineshopping. Undersøgelsen viser, at 12 procent vælger at orientere sig online, før de handler i fysiske butikker, mens andre foretrækker at integrere både digitale og fysiske shoppingoplevelser.
“Selvom de fleste gør alt på nettet, er der mange, der kombinerer det digitale og fysisk i købsrejsen. Det bekræfter vigtigheden af at bygge konsistente omnichannel-oplevelser, som mindsker kløften mellem den fysiske butik og netbutikken, siger Mark Adams, som er Senior Vice President & General Manager for EMEA i BigCommerce.
Når det kommer til betalingsmetoder, foretrækker de fleste kredit- eller debetkort, men en betydelig del benytter også mobile betalingsløsninger, hvor 58 procent af de adspurgte benytter sig af løsninger som for eksempel MobilePay.
Plads til forbedringer
Der er dog også plads til forbederinger. De danske forbrugere udtrykker et klart ønske om mere produktinformation og mere strømlinede betalingsprocesser. Udfordringer såsom høje fragtpriser, lange leveringstider og krav om kontooprettelse nævnes som almindelige årsager til afbrudte køb. De efterlyser også forbedringer såsom færre formularer at udfylde og mere personlige produktanbefalinger.
“Undersøgelsen viser også, at danskerne er teknologiinteresserede med elektronik og teknologi blandt de mest populære varekategorier. Desuden ønsker 16 procent mere Augmented Reality (AR)-teknologi i netbutikkerne, eksempelvis for at kunne se et møbel i eget hjem, før man handler det,” siger Mark Adams.
Samtidig berører undersøgelsen berører personoplysninger, hvor flertallet er villige til at dele data for en mere personlig oplevelse og for at opnå rabatter. Det understreger betydningen af netbutikkernes investering i tillid, sikkerhed og transparent behandling af persondata.
Som det ser ud, er danskernes købsvaner online et spejl for både nuværende tendenser og fremtidens muligheder inden for e-handel, da det er nogle klare indikationer på, hvad forbrugerne værdsætter og forventer af deres shoppingoplevelser på nettet.
Fakta om undersøgelsen
Ipsos har på vegne af BigCommerce spurgt i alt 9.588 respondenter i Danmark, Norge, Storbritannien, Sverige, Holland, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig, heriblandt 999 danskere. Undersøgelsen blev udført mellem 3. og 17. oktober 2023. Respondenterne bestod af personer mellem 18 og 75 år, som handler online mindst én gang om måneden. Undersøgelsen blev gennemført i henhold til den internationale kvalitetsstandard for markedsundersøgelser, ISO 20252.
Foto: Pexels