Site icon Branchebladet TØJ

Baum und Pferdgarten udvider sin produktportefølje

Hos Baum und Pferdgarten bliver produktporteføljen udvidet, og det danske modebrand udforsker nu både taske- og smykkeuniverset.

Modebrandet Baum und Pferdgarten går ad nye veje og udvider sin kollektion – nu vil brandet også ind på smykke- og taskemarkedet.

Det har været et ønske i lang tid for Baum und Peferdgarten at skabe en taskekollektion, som henter inspiration fra de mange aspekter af kvindens daglige liv, fortæller de kreative direktører ved Baum und Pferdgarten, Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, i en pressemeddelelse.

De to direktører lægger også vægt på et tidløst design i både stof og blødt læder og med klassiske former, som skal indkapsle alle de behov, en taske skal kunne indfri hos den kvindelige forbruger.

Udover interessen for tasker bevæger Baum und Pferdgarten sig også ind i smykkeuniverset, hvor de har forelsket sig i udtrykket hos smykkevirksomheden Corali, ejet af danske smykkedesigner og kunstner Caroline Sillesen.

Baum und Pferdgarten har – i forbindelse med sin AW 18-kollektion – etableret et samarbejde med den unge smykkedesigner med et ønske om at kombinere kræfter og skabe noget, som går udover tidens trends.

Samarbejdet er kulmineret i en kollektion af forskellige statement-pieces.

Smykke-kollektionen blev præsenteret i forbindelse med Baum und Pferdgartens AW 18 runway-show.

Exit mobile version