Site icon Branchebladet TØJ

Gazellevirksomhed 2020: Ditur.dk

Onlinevirksomheden ligger blandt top 100 over Danmarks hurtigst voksende virksomheder. Hvordan har de formået det? Medstifter af Ditur.dk, Kasper Dissing, peger på, at det skyldes virksomhedens fokus på kundeoplevelsen.

Ditur.dk er en dansk onlinevirksomhed, der blev etableret tilbage i 2014 i Hasselager ved Aarhus, og hvis fokus, som navnet antyder, er ure.

Webshoppen ligger i år nummer 97 på Børsens top 100 over de hurtigst voksende virksomheder i Danmark, og hvorfor de gør det, har medstifter Kasper Dissing et bud på:

“Vi fokuserer i høj grad på kundeoplevelsen. Tilfredse og tilbagevendende kunder er en vigtig del af vores vækst. Vores fokus har derfor været at få 5-stjernet feedback fra vores kunder. Det, tror vi på, er en langsigtet og sund tilgang.”

Han peger på, at det kan være en fordel, at virksomheden udelukkende er online, og at det kan være medvirkende til, at virksomheden i løbet af de sidste fire år har vækstet med over 500 procent.

“Den generelle tendens er selvfølgelig, at flere handler online, og derfor kan det være nemmere at vækste en onlineforretning kontra en fysisk butik,” siger Kasper Dissing.

Der er ikke udsigter til, at virksomheden skal til at slappe af. Tværtimod jagter onlinevirksomheden fortsat vækst ved eksempelvis at åbne nye markeder.

“Vi har åbnet op i Norge primo oktober i år, og vi forventer, at flere markeder følger med i 2021. Derudover kommer vi til at lancere en masse nye spændende ure under vores eget brand Dissing Watches,” afslutter Kasper Dissing.

Foto: Dissing Watches, Ditur.dk

Exit mobile version