Site icon Branchebladet TØJ

Mød en messeudstiller: Garcia

Hvorfor udstiller I på CIFF? Og hvordan har I forberedt jer på messen? Læs med, når den nordiske landechef for Garcia svarer på spørgsmålene.

Når den største af de københavnske modemesser CIFF løber af stablen fra den 31. januar til den 2. februar vil en af udstillerne være modebrandet Garcia. TØJ har talt med Jacob Jørgensen, som er nordisk landechef for Garcia, om brandets deltagelse på CIFF.

Hvad kendetegner Garcias design, og hvad er brandets dna?
Garcia har rødder i Italien, men er i dag hollandsk ejet. Det italienske dna ligger fortsat dybt i virksomheden og afspejler sig i den måde, vi arbejder på. Vi har stor passion for alt, hvad vi foretager os og man føler sig som en del af en stor familie.

Garcias design er kendetegnet ved at turde gøre noget anderledes og ikke mindst vores valg af kvaliteter – det gør netop, at vi fungerer stærk i Norden, da kunderne har høje krav til kvalitet og det, at vi ikke laver ’samme’ look som mange nordiske brands. Tidligere har vi solgt flest jeans, men da fashion-delen er stærkt voksende, har vi udviklet os til at være et decideret brand under titlen: Fashion with a denim heart.

Hvilke nye initiativer/områder arbejder I med i øjeblikket?
Med Fall 18-kollektion er Garcia efter 40 år påbegyndt en ny rejse: Ny CEO og international salgsdirektør, større organisation, ny Head of Marketing, nyt logo samt en mere strømlinet signatur. Derudover får vi ny hjemmeside i februar 2018 og flere egne butikker er på vej. Så der bliver arbejdet hele vejen rundt.

Hvorfor udstiller I på CIFF?
Selv om man er etableret, er det vigtigt at vise, hvad man laver. Man er aldrig stærkere end sin seneste kollektion. Vi mener, at CIFF står bedre end nogensinde og er i en fortsat positiv udvikling.

Læs også: Messeoptakt CIFF

Vi oplever ikke kun større tilgang fra nordiske partnere, men også kunder fra resten af verden. Derudover vil vi gerne vise vores nye dna frem – både til dem vi handler med og ikke mindst dem, som kun kender til det ’gamle’ Garcia. Det får vi ikke nogen bedre mulighed for end på CIFF.

Hvordan har I forberedt jer til messen?
Vi har inviteret en masse partnere og ikke mindst dem som, vi tror, kan få glæde af Garcia fremover. Derudover har vi flyttet lokation (til hal B), da vi mener, at vores brand passer bedre ind i det miljø, og vi samtidig kan præsentere både dame- og herrekollektionen sammen.

Vi havde en stærk messe på Panorama i Berlin og fik god feedback på det nye Garcia, så vi regner med nogle gode dage i København både til CIFF i Bella Center og på CIFF Kids i Forum.

Hvilke forventninger har I til den kommende messe?
En masse positiv energi, masser af besøg og glade mennesker. Vi glæder os til at vise vores Fall 18-kollektionen frem!

 

Exit mobile version