Da The New tilbage i sommeren 2020 opkøbte Soft Gallery, fulgte medstifter Tine Holt Møller med. Nu stopper samarbejdet, men “Soft Gallery fortsætter ud ad den kreative vej,” fortæller direktør for The New Chris Lützen Petersen

Medstifter og designchef i børnetøjsbrandet Soft Gallery, Tine Holt Møller, træder ud af The New ApS, der i sommeren 2020 opkøbte Soft Gallery.

“Efter 13 år i Soft Gallery, og efter i sommeren 2020 at have solgt virksomheden til The New, træder Tine Holt Møller nu endegyldigt helt ud af firmaet, hvor hun har siddet i rollen som designchef,” skriver The New.

Beslutningen sker i fuld enighed med The New og direktøren bag børnetøjsvirksomheden, Chris Lützen Petersen.

“Det har været 13 fantastiske, spændende og lærerige år, hvor jeg har været med til at bygge et brand med en unik profil. Men vi har vurderet, at tiden er inde til, at jeg trækker mig og søger nye udfordringer,” siger Tine Holt Møller om udtrædelsen.

 

Soft Gallery fortsætter samme kreative vej

For Chris Lützen Petersens vedkommende er det vigtigt at slå fast, at Soft Gallery fortsætter ud af den samme kreative vej, som brandet har været kendt for i alle 13 år.

“Vi skal stadigvæk arbejde med kunstnere og holde brandet på et højt, kreativt niveau,” lyder det fra direktøren, der fortsætter:

“Soft Gallery har et helt unikt navn, og det skal vi forsøge at få bredt endnu længere ud i verden.”

Da Tine Holt Møller stopper i The New, skal der findes en ny profil til at stå i spidsen for Soft Gallery. En profil, som kan indfri de drømme og ambitioner, som Chris Lutzen Petersen har for brandet.

“Den nye profil, vi går efter nu, er ikke en kommerciel person, men en person, som kan føre Soft Gallery-universet videre med både det unikke udtryk og de kunstneriske samarbejder. Men det bliver også med en snert af fornyelse,” afslutter han.

Foto: Soft Gallery