Som led i en ny strategi tilføjer modevirksomheden Laurie nu et nyt bæredygtigt brand til porteføljen med navnet Echte.
2018 har budt på flere forandringer for Aarhus-virksomheden Laurie. I foråret kunne modevirksomheden byde velkommen til Cecilia Winther som ny adm. direktør, og nu præsenterer virksomheden et nyt bæredygtigt brand som en del af en ny strategi.
Den nye direktør forklarer, at Echte er et autentisk brand, der er inspireret af ægte kvinder, der går efter bæredygtige styles med det perfekte fit. Omdrejningspunktet for Echte bliver således at udvikle elegante og ukomplicerede styles som suits, skjorter, toppe og jeans, der kan supplere de mange trendbaserede brands.
”Gennem de sidste 30 år har Laurie specialiseret sig i at producere kvalitetsprodukter med uovertruffen komfort i materialer, der er bæredygtigt og ansvarligt produceret. Den erfaring tager vi med over i brandet Echte, som går på gaden med en kollektion, der både indeholder økologiske metervarer og Svanemærket denim produkter,” fortæller Cecilia Winther, som understreger, at tøjet, udover at være Standard 100 by OEKO-TEX® certificeret, bliver produceret under ansvarlige forhold i Europa.
De to brands, Laurie og Echte, har udover det grundlæggende fokus på bæredygtighed og langtidsholdbart design ikke meget til fælles. De to brands henvender sig til forskellige målgrupper, og Echte bliver en selvstændig tilføjelse med egne engros- og onlinekanaler.
Echtes SS 19-kollektion bliver for første gang vist frem på CIFF i København fra den 8.-10. august 2018.