Jane Kønig, der i næsten 30 år har været ejer og kreativ drivkraft bag smykkebrandet i eget navn, lancerer nu et nyt kreativt univers.

Smykkebrandet fortsætter i dag under navnet Jane Kønig Copenhagen med Anna Skaarup Lysgaard som direktør, mens Jane Kønig selv lancerer Just Jane – et kreativt univers, hvor hun vil arbejde mindre bundet af faste kollektioner, strukturer og forventninger:

“En ny begyndelse betyder ny frihed. Nye inspirationer og mere nysgerrighed. Just Jane bliver et sted, hvor jeg kan arbejde mere frit og mere personligt,” siger Jane Kønig.

Jane Kønig er oprindeligt uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole i 1986, men kastede hurtigt sin kærlighed på smykkerne. Siden 1989 har hun solgt sine smykkedesigns i eget navn blandt andet gennem butik og værksted i København, hvor brandet i en årrække holdt til i Gothersgade.

Jane Kønig Copenhagen blev lanceret i begyndelsen af 2024, efter at det tidligere selskab Jane Kønig A/S var blevet begæret konkurs kort før årsskiftet.

Efter 30 år med et etableret brand vil hun i stedet arbejde mere spontant og lade idéer og projekter opstå uden en fast ramme fra begyndelsen:

“Når jeg siger, at jeg vil følge min egen kreative drøm, handler det især om at skabe uden faste rammer og forventninger. Nu får jeg mulighed for at arbejde mere spontant og lade idéer, koncepter og kreative projekter udvikle sig mere frit.”

Vil arbejde uden faste strukturer
Med Just Jane lægger Jane Kønig op til et mere personligt format, hvor smykker, objekter og kreative koncepter ikke nødvendigvis skal samles i traditionelle kollektioner:

“Just Jane bliver derfor et mere personligt univers, hvor jeg i højere grad kan følge min mavefornemmelse og skabe de ting, jeg føler mig draget af,” forklarer Jane Kønig.

Projektet skal, ifølge designeren, være båret af intuition, nysgerrighed og plads til at afsøge nye idéer.

“Jeg har kun ét dogme. Jeg følger min egen kreative strøm. Passioneret – og med masser af plads til at overraske både mig selv og andre.”

Foto: PR