Med over 100 millioner visninger på TikTok gik herretøjsbrandet viralt. I dag åbner de så deres helt nye butik i København ved Store Kongensgade.
Efter at have oplevet en kæmpe succes i Aarhus er grundlæggerne af Suit Club, Frederik Grove og Kaan Alici, klar til at åbne deres butik nummer to i Danmark. Åbningen kommer som en naturlig del af en stor vækst de seneste par år:
“Vi ser København som et naturligt sted at åbne vores nye butik. Vi har kunder over hele Danmark, og mange af vores kunder ønsker et fysisk sted, hvor de kan prøve deres jakkesæt, før de træffer et endeligt valg. Vi er overbeviste om, at vores nye butik vil imødekomme den store efterspørgsel, vi har oplevet på det seneste,” siger CCO og medstifter af Suit Club, Frederik Grove.
Det, der adskiller Suit Club fra andre brands, er deres personlige service, fremhæver de selv. Kunden booker en oplevelse, når de træder ind i Suit Club, og det har været med til at gøre virksomheden en succes på kort tid:
“Vores største fokus er, at kunden træder ind i et univers, der er specialdesignet til dem og deres store og små øjeblikke. At bruge Suit Club skal både give en unik og personlig oplevelse samt kvalitetsdesign, der ikke går på kompromis med pengepungen,” fortæller Frederik Grove.
Et hul i markedet
De to stiftere, der oprindelig er fra Aarhus, savnede et sted, hvor de kunne få kvalitetsjakkesæt til færre penge. De indså, at de skulle betale flere tusinde kroner, hvis de ville have et jakkesæt, der var lidt ud over det sædvanlige. Deres mission er, at jakkesættet igen skal blive allemandseje.
Efter at have lagt en video på TikTok, der viste, hvordan man folder et silketørklæde, gik Suit Club viralt. Videoen fik over 5 millioner likes – og over 1 million likes på Instagram.
Nu er planen at ekspandere endnu mere, langsomt men sikkert. I første omgang fokuserer stifterne på det nordiske marked:
“Vi ser Norge og Sverige som naturlige steder at ekspandere senere hen. Forhåbentlig kan vi åbne showrooms i Oslo og Stockholm i den nærmeste fremtid,” afslutter Frederik Grove.
Foto: Suit Club






