Den tredje udgave af Mandatory i Øksnehallen tiltrak både etablerede og nye brands samt indkøbere fra hele verden – alt sammen i et nøje kurateret miljø. “På bare ét år har Mandatory vokset sig større for hver sæson,” fortæller stifterne.

På trods af de udfordrende vilkår i modebranchen formår Mandatory fortsat at styrke sin position:

”På bare ét år har Mandatory vokset sig større for hver sæson – en bemærkelsesværdig bedrift i et udfordrende marked. Vi kan se et klart behov for en mindre, mere personlig og velkurateret platform, hvor brands virkelig bliver set, og vi er stolte af at tilbyde netop det. Selvom vores fokus fortsat er på Skandinavien, er vores rækkevidde uden tvivl international. København tiltrækker et globalt publikum med sin afslappede atmosfære og det inspirerende samspil mellem mode, mad og design,” fortæller duoen Mads M. Petersen og Clara Leon til TØJ.

Mads M. Petersen og Clara Leone peger på, at sæsonens platform havde gæster fra blandt andet Samaritaine, H. Lorenzo, Isetan, Breuninger, Al Tayer Group, Printemps, Harvey Nichols, Galeries Lafayette, Le Bon Marché og Nordstrom. Brandmikset var for første gang perfekt fordelt mellem herre- og dametøj med en stigende andel af rene womenswear-brands.

Styrket tilstedeværelse
På Mandatory-messen i København mødtes udvalgte brands og nøje kuraterede indkøbere i et roligt og fokuseret miljø. TØJ talte med tre aktører, der alle havde valgt at bruge netop denne platform til at styrke deres tilstedeværelse i Skandinavien.

Det svenske brand Viktoria Chan bygger på idéen om struktureret enkelhed og moderne funktion, skabt til den urbane kvinde. Kollektionerne består af tidløse silhuetter med arkitektoniske linjer og bløde draperinger, der kan bestilles on-demand – en tilgang, der reducerer overproduktion og passer godt ind i brandets bæredygtige filosofi.

På messen var det agent Tonje Ingstad, der repræsenterede brandet. Hun understregede, at København var et naturligt valg:
“Det var anden gang, vi var her. At vi vendte tilbage, siger jo sådan set alt – det var det rigtige sted for os. Vi ledte efter butikker, der søgte noget unikt og anderledes. Og vores kollektion havde brug for god plads, ro og nærvær – og det fik vi her,” sagde hun til TØJ.

Hun pegede desuden på geografien og modeugens samlede tiltrækningskraft som vigtige grunde til, at brandet satsede på København.

Mandatory som oplagt platform
Det tyske mærke Drykorn har eksisteret siden 1996 og er kendt for en stil, der balancerer mellem det afslappede og det skræddersyede. I Danmark er agent Martin Gaden i gang med at etablere brandet i Skandinavien – en opgave, der kræver både tålmodighed og det rette udstillingsvindue.
“Drykorn er godt design, god kvalitet og relevant for rigtig mange butikker, men vi har en opgave med at gøre brandet kendt på vores skandinaviske markeder. Også selv om vi tillader os at være selektive omkring, hvilke butikker vi er til stede i,” forklarede han.
Han så Mandatory som en oplagt platform til netop det formål:

“Vi ville gerne i kontakt med butikker, der er interesseret i kvalitetsprodukter og som har lyst til at fortælle historien om brandet.”
Drykorns grundlægger, Marco Goetz, var også til stede på messen.

Han fortalte, at mærket havde et solidt fodfæste i Tyskland og Sydeuropa, men at Nordeuropa stadig var under udvikling:

“Her var der udvalgte brands, som vi passede meget godt sammen med, og her var en afslappende stemning, der passede godt til os,” sagde han til TØJ.

“Ny og anderledes tilgang”
Det danske brand Sand havde også fundet vej til Mandatory. Her blev det repræsenteret af Sara Maria Thomsen, der er Flying Retail Manager og samtidig agent for over ti andre brands. Hun fortalte, at valget om at være med på Mandatory hang tæt sammen med brandets værdier og strategiske retning:
“Denne platform passede meget godt til vores identitet, og så havde vi fra starten af ønsket at bakke op om Mandatory som en ny og anderledes tilgang under modeugen,” sagde hun til TØJ.

Sand arbejder i forvejen tæt sammen med en række danske og internationale forhandlere, og platformen blev brugt til at fastholde relationer såvel som at starte nye.

Med den tredje udgave veloverstået fortsætter Mandatory med at styrke sin position som en fokuseret og internationalt orienteret platform. Allerede nu varsler arrangørerne nye tiltag – blandt andet et fortsat samarbejde med NuOrder og en ny kommerciel partner, der skal give de udstillende brands endnu større værdi.

Foto: PR / Mandatory