Brugt tøj og sko skifter hænder som aldrig før. I dag køber 72 procent af danskerne genbrugstøj, hvor det i 2019 var halvdelen af danskerne, som shoppede genbrugstøj og sko.

Danskerne køber og sælger langt mere genbrug end for blot fem år siden. Tendensen er den samme over hele landet, men motivationen for at købe brugt varierer fra region til region. Det viser en helt ny undersøgelse om danskernes genbrugsvaner fra Røde Kors Genbrug, som selv driver 260 butikker.

I alle landets fem regioner er det mere populært end nogensinde før at handle brugt. Men hvor det i Hovedstaden er hensynet til miljø og klima samt interessen for at gøre unikke fund med historie, der driver genbrugsjagten, er det i Syddanmark og på Sjælland særligt udsigten til den gode handel, der gør genbrug populært. Nordjyderne motiveres af klimahensyn og viser en stærk interesse for at købe ting, de ellers ikke har råd til, mens det i Midtjylland primært er udsigten til at spare penge, der driver genbrugshandlerne.

”Vi kan se, at danskerne motiveres af noget forskelligt, når de skal købe og sælge genbrug, og det er især udsigten til at gøre et godt køb og gøre noget godt for klimaet, der er motivationsfaktorer. Men når alt kommer til alt, så gør man jo begge dele og meget mere, når man handler genbrug,” siger chef for Røde Kors Genbrug, Tina Donnerborg.

Stor tilgængelighed
Tina Donnerborg bemærker i undersøgelsen især, at gruppen af dedikerede genbrugskunder er steget markant. Det er kunder, som grundlæggende mener, at genbrug er godt. Den gruppe er steget fra 18 procent i 2019 til hele 61 procent i 2024.

”Genbrug er blevet mainstream, nemt og for alle – heldigvis. Der er både sket en holdningsændring til det at købe og sælge brugt, men det er også blevet enormt tilgængeligt med et støt stigende antal fysiske genbrugsbutikker over hele landet og en vækst i onlinemarkedspladser, der gør det muligt at handle genbrug uanset hvor, du befinder dig,” siger Tina Donnerborg.

”Det betyder, at du har mange flere muligheder for at gøre det der helt særlige fund og mange flere muligheder for at sælge det videre, du selv er færdig med at bruge. Særligt væksten i onlinegenbrugshandel er også årsag til, at vi sidste år åbnede Røde Kors webshop, som vores kunder er meget glade for. Det ser vi blandt andet ved, at en tredjedel af vores kunder vælger at købe online hos os igen efter deres første køb,” siger Tina Donnerborg, som også hæfter sig ved, at gruppen af kunder, som mener, at genbrug ikke er noget for dem, er dalet fra 25 procent i 2019 til blot 6 procent i år.

Hun ser lige nu, at særligt accessories og tilbehør samt legetøj og udstyr til børn skaber stor interesse i genbrugsbutikkerne med en vækst på 14 procent.

Tal for hele landet, 2024:

Køb:
Tøj og accessories 72 % (50% i 2019)

Boligartikler 55% (35% i 2019)

Møbler 53% (29 % i 2019)

Foto: Nivikka Andersen/Røde Kors