Efter 15 år som modebranchens forkæmper for bæredygtighed med Global Fashion Agenda og konferencen Copenhagen Fashion Summit har Eva Kruse valgt at søge nye veje.
Eva Kruse vil af mange nok betegnes som modens forkæmper for en grønnere og mere ansvarlig modeindustri – både herhjemme og i verden.
I 15 år har hun ledet organisationen Global Fashion Agenda og søsat konferencen Copenhagen Fashion Summit, der i flere år har samlet prominente aktører i modebranchen fra hele verden.
Nu oplyser hun i en pressemeddelelse, at hun forlader sit livsværk og går af som direktør i februar 2021, idet hun har valgt at forfølge nye karrieremuligheder. Hun bliver dog i organisationen som en del af bestyrelsen.
“Det har helt klart ikke været en let beslutning at forlade mit livs arbejde med Global Fashion Agenda og ikke mindst mit fantastiske team. Men tiden er kommet for mig til at søge nye udfordringer og muligheder. Jeg vil slutte mig til Pangaia – et materialeforskningsfirma, hvor jeg kan kombinere min passion for at skabe forandring med både materialevidenskab og produktdesign. Jeg er stadig overbevist om Global Fashion Agendas mission og mener, at fremtiden for fundamentet er utrolig vigtigt og spændende. Jeg er meget glad for at kunne fortsætte med at være en del af udviklingen ved at være en del af bestyrelsen,” lyder det fra den nu afgående adm. direktør, Eva Kruse.
“Eva har formet Global Fashion Agenda fra en idé om bæredygtig mode og en konference til et professionelt styret fundament og en global tankeleder for modebranchen i bæredygtighedens tegn. Hun har også opbygget et stærkt ledelsesteam, der viderefører fundamentet i partnerskab med en ny adm. direktør. Mens vi er ærgerlige over, at Eva forlader organisationen, er vi samtidigt glade for, at hun forbliver i organisationen som medlem af bestyrelsen, og vi ønsker hende alt det bedste for fremtiden,” lyder det fra bestyrelsesformand i Global Fashion Agenda, Niels Eskildsen.
Der er igangsat en systematisk søgeproces efter en ny CEO for Global Fashion Agenda, der vil implementere og bygge videre på den vellykkede strategi, som bestyrelsen underskrev i 2018. Indtil da ledes organisationen i fællesskab af Travis Peoples, Chief Operation Officer og Niels Eskildsen.
Foto: Eva Kruse