Kronik: Christian Maibom, founder, Revolver Cph.

“Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”

Overskriften er et Storm P.-citat, der ligeledes udgør en passende analogi for den situation, som den københavnske modeuge befinder sig i just nu.

Branchefolk har igennem længere tid talt om den udfordrede situation, som den københavnske modeuge befinder sig i, og som ingen af modeugens ansvarshavende aktører endnu har forsøgt at forandre, endsige haft modet til blot at italesætte.

Dette er foruroligende, da årsagen til modeugens nuværende og elendige tilstand ikke er nogens skyld, hvorfor sandheden kommer uden personlige omkostninger og derfor burde være adresseret forlængst.

Når jeg i denne kronik benytter betegnelsen “modeugens ansvarshavende aktører”, så mener jeg Bella Center & CIFF som den ene og Dansk Mode & Tekstil som den anden. Begge har de brugt 20 år samt mange kræfter og penge på at generhverve den magt, som de havde, før Eva Kruse og Danish Fashion Institute tog initiativet og skabte Copenhagen Fashion Week. Således vælger jeg også at skrive Dansk Mode & Tekstil fremfor Copenhagen Fashion Week, fordi sidstnævnte ejes og drives af en selvejende fond, hvis selvsupplerende bestyrelse kontrolleres af Dansk Mode & Tekstil.

Som i alle andre sammenhænge følger ansvaret altid magten!

Efter 2 års tvungen gardening leave valgte jeg tidligt København fra for i stedet at færdiggøre et nyt Paris-projekt. “Been there, done that and bought the t-shirt” mixet med behørig respekt for byens udstillende brands udgør baggrunden for denne beslutning. Det sidste København behøver for nuværende, er endnu en platform ud over de to nødvendige og allerede eksisterende: Mandatory i Øksnehallen og CIFF i Bella Center.

Dog under den væsentlige forudsætning, at salgsplatformene og især CIFF, der qua sin størrelse håndterer 90 % af udstillerne i København, fortsat leverer det lovede og nødvendige “produkt” til deres udstillende brands og modeugens fælles bedste. Nøjagtigt hvad man med rimelighed må forvente qua CIFF’s størrelse og monopollignende markedsposition samt loyale opbakning af Dansk Mode & Tekstil.

Realiteten er desværre, at CIFF på trods af førnævnte fordele ikke formår at levere varen, hvilket mange af deres udstillende brands efterhånden er bekendt med, hvoraf flere toneangivende brands allerede har taget den fulde konsekvens.

Således er mit postulat, at såfremt modeugens ansvarshavende aktører ikke øjeblikkeligt ændrer adfærd og retning, udgør dette starten på slutningen og dermed enden på alt det, som mange mennesker, hver for sig og sammen, har opbygget igennem de sidste 20 år.

Ovenstående er min bevæggrund for denne kronik. Her vil nogen sikkert hævde, at det nok mere handler om en bitter gråskægget mand, der solgte, og som nu savner opmærksomhed. Jeg er bekendt med, at min kritik aldrig har været særligt efterspurgt i visse kredse og derfor ofte forsøgt hældt ned af brættet ved hjælp af saglige argumenter.

Årsagen til, at den københavnske modeuge efter næsten 20 års ubrudt succes er endt op således, skyldes, at modeugen helt uundgåeligt er blevet ramt af “fatigue”. Et fænomen, der udgør en slags “modens automatiske og præ-indbyggede udløbsdato”, og som før eller siden indtræffer for al mode samt det, der er associeret hermed. Af denne årsag kan man ikke klandre nogen eller tale om skyld herfor.

Den anden årsag skyldes, at hele branchen samtidigt er ramt af fænomener afstedkommet af en globaliseret verden i opbrud, kaos og hastig forandring. Af selvsamme årsag kan man heller ikke i dette tilfælde pege på eller klandre nogen for den opståede situation.

Det er således ikke nogens skyld overhovedet, men derimod en række uheldige sammenfald, der samlet set bevirker, at f.eks. antallet af relevante skandinaviske shows under modeugen er faldet signifikant. Måske som en konsekvens af, at flere brands er lukkede, andre pressede, og andre igen er vokset ud af den “kuvøse”, som modeugen succesfuldt har udgjort for mange skandinaviske brands.

Ligeledes er det heller ikke nogens skyld, at der ikke er nær så mange nye skandinaviske start-ups på salgsplatformene, som der var for 20 år siden, og det er heller ikke nogens direkte skyld, at antallet af besøgende lokale og internationale indkøbere er faldet mærkbart. Måske som en konsekvens af butikslukninger og en stigende onlinehandel. Listen over faktuelle eksempler er længere og samlet set negativt selvforstærkende.

Netop her, på dette punkt i din læsning, begynder modeugens ansvarshavende aktører i både Ikast, Birk og på Amager at ånde lettet op og tænke “Frikendt”, hvilket for mig udgør et præcist og desværre symptomatisk billede af hele situationen.

Både ansvaret for at udvise rettidig omhu, men ligeledes ansvaret for at agere på hele fællesskabets vegne og ikke kun de fås, følger altid magten, og netop manglen herpå bevirker, at begge modeugens ansvarshavende aktører, Bella Center og CIFF samt Dansk Mode & Tekstil, ifalder et kæmpe ansvar for ikke at opfylde deres handlepligt!

Hvis man som ansvarshavende er ude af stand til at ændre en given situation, er man som minimum forpligtet til aktivt, efter bedste evne, at forsøge afhjælp og afbødning af de negative følgevirkninger, som føromtalte situation måtte medføre.

Men intet, som i intet, sker, hvorfor modeugen just nu og i bedste fald står i stampe, blottet for nye og relevante initiativer samt udvikling. I C.V. Jørgensens “Sæsonen er slut,” lyder det: “Endnu et party, endnu en fest, endnu et glas har du tømt”, og jeg tilføjer frit, måske til en eller flere af den endeløse række af småborgerlige og bornerte modeugemiddage, der pt. udgør de ansvarliges bedste bud til løsning af samtlige branchens udfordringer. Det er simpelthen bare ikke godt nok.

Tænk hvis vi med Revolver havde udvist en tilsvarende adfærd under pandemien. Situationen var dengang mere uvis end den nuværende, men vi formåede konstant at udvikle nye, sikre og relevante løsninger til at modgå pandemiens negative følgevirkninger for branchen og derved også redde vores egen forretning. Alt sammen kommunikeret åbent og brutalt ærligt, hvorfor vi fik hele branchens opbakning, alt imens vores konkurrenter brugte tiden på at søge om kompensationer.

I stedet for at handle proaktivt har begge modeugens ansvarshavende aktører valgt at lade sig inspirere af Titanic-forliset, hvor de ansvarlige også lod, som intet var hændt, og fortsatte med både høj musik, udskænkning og sniksnak med det formål at fjerne passagerernes opmærksomhed fra virkeligheden.

Min formodning er, at CIFFs passivitet skyldes manglende vilje fra deres ejerkreds, der også ejer bygningerne, som udgør CIFF’s venue. Ejernes forretningsfokus er naturligvis rettet mod salg af flest mulige kvadratmeter fremfor drift af messe, hvilket er en helt legitim økonomisk prioritering, blot man er ærlig herom.

Senest har ejerkredsen foretaget et konsekvent skifte i direktionen, hvoraf man må udlede, at et salg af hele virksomheden inkl. CIFF er undervejs. Af denne årsag er ejerkredsen naturligvis også modvillige til at foretage de nye og nødvendige investeringer, som situationen påkræver, hvorfor man lader CIFF fortsætte som hidtil og håber på et salg, inden skibet forliser totalt.

I mangel af bedre og ud fra devisen “at den sidste idiot endnu ikke er født” har CIFF derfor valgt, i et sidste krampagtigt forsøg, at søge illusionen fastholdt: “Her er alt den skønneste orden, og CIFF udgør en kæmpe succes”.

Ser man på de kolossale mængder af billeder, film og podcasts m.m., der postes i en lind strøm på de sociale medier, så er alt købt og produceret med det formål at få CIFF til at fremstå aktiv, relevant og succesfuld. Samlet udgør det en slags underlægningsmusik, der afspilles, imens man nu forsøger at markedsføre CIFF som branchens altid åndsnærværende svar på “SOS Int.”, til trods for at CIFF end ikke tilnærmelsesvist besidder de nødvendige kompetencer og medarbejdere til dette formål. I stedet taler man konstant om sit “community”, der reelt består af 25.000 følgere på Instagram, hvoraf de fleste er købte og derfor inaktive.

Denne selvpostulerede succes står ligeledes i dyb kontrast til alle de kvadratmeter, som CIFF er nødsaget til at forære væk gratis for at fylde hallerne og derved fremstå så tillokkende, at nye brands skriver sig op og ikke mindst betaler.

Personligt undrer det mig, at CIFF ikke har forsøgt at kigge indad for at se på mulige “selvforskyldte” årsager til denne uholdbare situation. CIFF’s core concept er ikke forsøgt ændret de sidste 15 år og er derfor ikke længere tidssvarende og relevant. Husk, at uanset hvor mange lag silkepapir man vælger at pakke en “genstand” ind i, så er det stadig den samme “genstand”, når man pakker den ud igen!

Sidst illustreret ved lanceringen af “CIFF Paris”, der er fuldstændigt identisk med et tilsvarende forsøg for kun 7 år siden og dermed det sidste skud på stammen af initiativer fra Amager, der ikke indeholder de nødvendige forudsætninger for på sigt at kunne afhjælpe nogen af CIFFs udfordringer, herunder specielt manglen på relevans.

De store og virkelige tabere af denne “Vi leger fashion”-strategi er de udstillende brands, der fortsat betaler CIFF for deres messedeltagelse, og som tak herfor får lov at se gratisterne sole sig i både PR samt indfløjne indkøbere. Udvælgelsen af sidstnævnte gruppe bevirker, at de reelt er irrelevante for 80% af CIFF’s udstillere.

Hvad angår den anden af modeugens ansvarshavende aktører, Dansk Mode & Tekstil, opfatter jeg deres passivitet som et klart og bevidst valg. Som strudsen stikker hovedet i hullet, forsøger Dansk Mode & Tekstil at vække mindst mulig opmærksomhed, fordi hele missæren er pænt speget. I stedet taler man hellere om den stigende eksport af dansk mode, hvilket blot ikke er det rigtige “termometer” at benytte, hvis man ønsker at måle modeugens “temperatur” og tilstand.

På vegne af Copenhagen Fashion Week har deres bestyrelse valgt at “blande blod” med CIFF i form af betalte partnerskabsaftaler med “Fashion Forum” samt Copenhagen Fashion Week’s talentprogram. Bemærk, at CIFF’s vigtigste kunde tillige er Dansk Mode & Tekstil’s vigtigste medlem, der sjovt nok også er medlem af bestyrelserne for både Dansk Mode & Tekstil samt Copenhagen Fashion Week. Der er med andre ord tale om seriøs interessesammenblanding, eller som Prins Knud ville have udtrykt det: “En fætter-og-kusine-fest, der vil noget”.

Helt overordnet fornemmer man, at der iblandt de ansvarshavende modeugeaktører hersker en manglende lyst til at se virkeligheden i øjnene, højst sandsynligt som en følge af en bagvedliggende modvilje til at gennemføre de nødvendige tiltag og derved hjælpe modeugen på rette vej igen.

Således er frygten for personligt at miste større end viljen til at gøre det rigtige og nødvendige på vegne af det fællesskab, hvis interesser man er ansat til samt hævder at varetage.

Dette er ret skræmmende, fordi der, så langt øjet rækker, ikke er udsigt til nogen snarlig og nødvendig forandring.

I håbet om, at jeg tager fejl, og at modeugens ansvarshavende aktører faktisk har en solid plan i skuffen, vil jeg i respekt herfor afvente for nu. I mellemtiden vil jeg sammenfatte egne tanker og evt. fremtidige initiativer og fremkomme med disse inden den kommende modeuge i august.

FYI. If any doubt, no AI was used to create this or any other messages bearing my signature.

Redaktionel ansvarsfraskrivelse

Denne tekst er en kronik og udtryk for skribentens egne holdninger og vurderinger. Indholdet afspejler udelukkende forfatterens personlige synspunkter og kan ikke tilskrives redaktionen eller udgiveren. Kronikken er bragt som led i den løbende faglige debat om den københavnske modeuge og den danske modebranche. Redaktionen har foretaget sproglig korrektur, men har ikke ændret i indhold, påstande eller konklusioner.