Fra den 1. september 2021 tiltræder Kristian W. Andersen som Group Chief Commercial Officer i virksomheden, der blandt andet både står bag flere modebrands og driver en landskendt butikskæde. 

Den forhenværende CIFF-direktør Kristian W. Andersen har fundet sit nye job, efter han sidste år stoppede i spidsen for den danske modemesse.

Ifølge en pressemeddelelse bliver Kristian W. Andersen i sit nye job tæt sparringspartner med branchekvinden Helle Wagner, der står bag tøjkoncernen Wagner Copenhagen, hvor han den 1. september tiltræder stillingen som Group Chief Commercial Officer.

Wagner Copenhagen står blandt andet bag retailkæden Butler-Loftet samt de to brands Modström og Clipper, og en af Kristian W. Andersens opgaver bliver at styrke virksomhedens bæredygtige profil yderligere.

“Her er muligheden for at gøre det, jeg er bedst til. Populært sagt kan jeg nu præsentere min nye arbejdspartner – her er der nemlig en koncern, der har styr på det, og hvor potentialet og fundamentet er til stede. Der er så meget, der kan blive relevant og interessant. Helle og jeg vil være markante i den bæredygtige agenda, som kun bliver mere kompliceret overfor indkøberne og brands – blandt andet med en ny EU-lovgivning,” lyder det blandt andet fra Kristian W. Andersen i pressemeddelelsen.

Helle Wagner glæder sig over ansættelsen af Kristian W. Andersen.

“Kristian og jeg har talt rigtig meget om det forestående samarbejde, og timingen er rigtig. Jeg er fra Nordjylland og værner om familiekoncernen, min far skabte, og som jeg fik mulighed for at overtage. Jeg har stor respekt for alle mine ansatte, men jeg har også en nøgtern tilgang til modebranchen, mens Kristian er både nordjysk og international med et stærkt netværk,” siger Helle Wagner, der fortsætter:

“Der er mange elementer i modebranchen i dag, man skal kunne, og det bliver kun mere omfattende og udfordrende i fremtiden. En tøjbutik er ikke kun en tøjbutik. Vi skal være på forkant og turde at gå forrest. Her er Kristians ekspertise vigtig i samarbejde med det nuværende dygtige team, der tæller 80 i koncernen og 30 i retail.”

Kristian W. Andersen får sin daglige gang i Modströms nye domicil på Christianshavn.

Foto: Kristian W. Andersen