I spidsen for bestyrelsen står Torben Laustsen som ny bestyrelsesformand, mens Wheat-stifterne Charlotte og Peter Galsgaard også tager plads i bestyrelsen. Derudover består den nye bestyrelse af Jesper Rasmussen fra Deciem/The Estée Lauder Companies, Claus Tjærby, tidligere CSCO i Søstrene Grene, Marianne Tochtermann fra Material ESG og Lise Ryevad, tidligere EVP/CCO i Matas A/S.
Ifølge Wheat er bestyrelsen sammensat med afsæt i de discipliner, der bliver centrale for virksomhedens næste vækstfase:
“Wheat står et sted, hvor de strategiske beslutninger, vi træffer i de kommende år, vil definere virksomheden for den næste generation. Vi har over de sidste 25 år bygget et dansk design-klenodie, som vi er i gang med at skalere til et globalt premiumbrand til børnefamilier. Vi har sammensat en bestyrelse, der bringer ekspertise inden for de discipliner, der betyder mest for Wheats næste kapitel: International brandopbygning, kommerciel eksekvering, supply chain i stor skala og ansvarlig forretning,” siger Thomas Frederiksen, CEO og medejer af Wheat.
Ansvarlig vækst
Wheat fremhæver netop ansvarlighed som en central del af virksomhedens vækststrategi. Det gælder blandt andet i forhold til materialer, supply chain, certificeringer, due diligence og langsigtet værdiskabelse. Det er også et af de forhold, som den nye bestyrelsesformand, Torben Laustsen, peger på som afgørende for, at han har sagt ja til rollen:
“Da jeg blev spurgt om at tage formandsposten i Wheat, var det en let beslutning. Over 25 år har Wheat bygget noget, der er sjældent – et stærkt brand, en sund forretning og en seriøs tilgang til ansvarlighed, der ikke er en kommunikationsøvelse. Den kombination er der ikke mange virksomheder, der har. Jeg ser frem til at bringe min erfaring fra bestyrelsesarbejde og topledelse, særligt på tværs af brand, governance og strategi, ind i den næste fase af Wheats vækst.”

Torben Laustsen har omfattende topledelses- og bestyrelseserfaring fra blandt andet finans-, fonds-, ejendoms- og mediesektoren. Han er tidligere bankdirektør for Personal Banking i Nordea Danmark og har desuden haft knap ti år i Stockholm med ansvar for Group Identity & Communications på Nordea Group-niveau. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i danbolig A/S, Levitate Technology, Hansen & Søgart og Restaurant Varna Aarhus.

Topprofiler fra beauty, retail og supply chain
Med Jesper Rasmussen får Wheat erfaring fra global premium-brandopbygning. Han er Global Brand President i Deciem, der er en del af The Estée Lauder Companies og har erfaring med international brandstrategi og skalering af designdrevne virksomheder på tværs af markeder.
Claus Tjærby kommer med erfaring fra Søstrene Grene, hvor han som tidligere Chief Supply Chain Officer var med til at opbygge og lede den supply chain, der understøttede kædens internationale vækst. Hos Wheat skal han bidrage med erfaring inden for international supply chain, sourcing og operationel eksekvering i stor skala.
Marianne Tochtermann er Founder & Managing Director i Material ESG og har en baggrund inden for både bæredygtighed, strategi og kommerciel udvikling. Hun har tidligere arbejdet hos McKinsey & Company og i Carlsberg Group.
Lise Ryevad, tidligere Executive Vice President og Chief Commercial Officer i Matas A/S, bidrager med erfaring inden for kommerciel strategi, detail, kundeoplevelse og opbygning af forbrugerbrands på det nordiske marked.
Charlotte og Peter Galsgaard, der stiftede Wheat for mere end 25 år siden, fortsætter også tæt på virksomheden som medlemmer af den nye bestyrelse.
Wheat har hovedkontor i Gentofte og opererer i dag internationalt med teams, showrooms og kontorer i blandt andet München, Hamborg, Oslo og London. Brandet distribueres i Europa, Nordamerika og Asien.
Foto: PR






