Efter 10 års kamp melder dansk modebrand om konkursbegæring med omgående virkning.
Det danske modebrand Eva & Claudi A/S har anmodet om egen konkursbehandling, og firmaet er fra dags dato, den 31. oktober 2018, kommet under konkursbegæring.
Eva & Claudi forklarer i en pressemeddelelse, at de økonomiske problemer startede samtidig med finanskrisen i 2008. I de sidste 10 år har det ikke været muligt at holde den nødvendige omsætning, som er faldet år efter år. Virksomheden er nu nået til et niveau, hvor det ikke kan løbe rundt.
Eva & Claudi har prøvet forskellige løsninger, blandt andet at sænke priserne og flytte produktionen, men selskabet har ikke formået at finde en løsning, der kan vende den negative udvikling. Årsagen har været forkerte satsninger med egen butik, nye markeder, der ikke har præsteret, og at brandet ikke har formået at skabe interessante og kommercielle kollektioner.
Om beslutningen skriver Art Director for Eva & Claudi, Heidi Lund:
”Det er et ærgerligt tidspunkt at lukke selskabet. Vores seneste strategi om at gå 100 procent ind på ren webhandel og designe produkter, som forbrugerne efterspørger her og nu, har set ud til at virke. Selskabet har et komplet team af dedikerede, professionelle medarbejdere, som kan drive webshoppen. Men desværre fik de ikke chancen på grund af, at selskabet ikke kan overholde de aftaler, der blev indgået med selskabets tidligere ejer.”