Ganni manifesterer deres position på det danske hjemmemarked med åbningen af en ny butik i foråret 2023. Samtidig lancerer de en ny kategori, som bliver en fast del af deres sortiment.
Gannis nye butik i Københavns Lufthavn bliver deres 12. i Danmark. Den appellerer i høj grad til et internationalt publikum. Med 22 millioner rejsende i 2022 er Københavns lufthavn en oplagt placering for det danske brand, som de seneste år har opnået stor international anerkendelse for deres kollektioner, som efterfølgende er blevet døbt ‘Scandi 2.0’.
“Vores ambition har altid været at skabe et internationalt brand med København som sit udgangspunkt. Ganni har altid orienteret sig meget ud mod verden, både forretningsmæssigt og kreativt, men vi vender altid tilbage til, hvor vi kommer fra. Jeg er så stolt af at kunne åbne vores 12. butik i Danmark. Alt den støtte og opbakning vi får fra vores danske community har været uundværlig i vores rejse hertil,” fortæller Ditte Reffstrup, kreativ direktør hos Ganni, i en pressemeddelelse.
Det danske brand har siden sit partnerskab i 2016 med den amerikanske kapitalfond L Catterton været på en international vækstrejse. Ganni har kontorer i København, London, Paris, New York og Shanghai og er repræsenteret hos 600 retailers verden over. Brandet har over 40 butikker på tværs af Europa, USA og Asien.
Nu er Ganni også klar til at skrue endnu mere op for forretningen ved at udvide med en ny kategori til deres sortiment. Den nye produktlinje hedder Ganni Sport og består af 30 forskellige styles fra toppe til hættetrøjer.
”Ganni Sport er en kollektion af responsible high-performance sportstøj – designet til en hverdag med fart på. Kollektionen bygger på den aktive og on-the-go livsstil, der ligger i Gannis DNA, hvor byen er din legeplads,” skriver Ganni om deres sportskollektion, som er lavet af genanvendt polyester og nylon.
Foto: PR