Det aarhusianske modebrand Minimum fortsætter forretningsudviklingen med nyt agentur og showroom i Frankrig. “Udskiftningen sker som et led i en strategi om at styrke vores brand og markedsposition,” lyder det.

På trods af krise og virusudbrud har 2020 alligevel budt på en del nyheder hos det aarhusianske modebrand Minimum. Brandet har oplevet en flot vækst i første kvartal af 2020, investeret dybt i digitalisering og satset stort på sine to største eksportmarkeder med nye agenturer.

I løbet af sommeren skiftede Minimum nemlig agentur i Tyskland, og nu offentliggør modebrandet også sit nye agentur i Frankrig i en pressemeddelelse.

Minimum trådte ind på det franske marked i 2013 og har gennem alle år været repræsenteret i flere af Frankrigs største detailkæder. Det ønsker modebrandet nu at styrke yderligere med det nye agentur.

Det er det franske salgsagentur The Clothette Agency, der fremover vil varetage de franske aktiviteter i Minimum fra hovedkontoret i Paris.

Om valget af det nye salgsagentur forklarer International Sales Manager hos Minimum, Casper Bech Olesen:

“Udskiftningen af agenturet i Frankrig sker som et led i en strategi om at styrke vores brand og markedsposition. Det nye agentur har de rette kompetencer, der nu skal til for at elevere Minimum-brandet og løfte distributionen yderligere. Agenturets netværk matcher vores entry-level premium position, mens Minimum passer godt ind i kundeporteføljen hos The Clothette Agency, der består af premium modebrands med fokus på skandinavisk design og bæredygtighed.”

Med agenturskiftet bliver Minimum også en del af et 350 kvadratmeter stort showroom placeret midt i Paris’ hippe Marais-kvarter. Herfra vil agenturet overtage distributionen fra januar 2021 med indsalg på AW 21-kollektionen ‘New Normal’.

Foto: Minimum