Det københavnske skomærke har i en alder af 27 år, fået en lillesøster. Tiden er nemlig inde til at favne en ny generation. En generation, der naturligt har bæredygtighed og genbrug for øje.
Notabene lancerer nyt genbrugskoncept under søstermærket Revive by Notabene.
Revive betyder ‘at genoplive’ – og det beskriver meget passende hele konceptet omkring Revive by Notabene. Det nye koncept har til formål at restaurere og sælge brugte Notabene-sko. De brugte sko er primært indsamlet via Notabenes ‘Buy back’-koncept, men hos Revive finder du også sko, som har været brugt til fotoskydninger, udlånt til presse og influencers samt sko fra ældre kollektioner, der er blevet prøvet så meget, at standen ikke længere kan klassificeres som ny og uden brugsspor. Alt dette er et led i at bringe den cirkulære økonomi meget mere i spil:
“Vi hjælper vores kunder og os selv af med sko, som ikke længere bliver brugt, men som i princippet stadig sagtens kan bruges. Vi oplever, at mange fravælger besværet med selv at sælge brugte varer. Her sørger Revive by Notabene for arbejdet med at restaurere og videresælge varerne til nye ejere,” fortæller Martin Friis, kreativ direktør hos Notabene.
Mens nogle sko er lette at reparere, kræver andre en mere omhyggelig pleje for at blive salgsklare. Med det nye koncept er hensigten også at fortælle historien om, at brugte sko snildt kan bruges igen – og at favne en ny målgruppe, der er yngre end Notabenes klassiske målgruppe, som er +35 år.
Revive by Notabene er tænkt som et koncept, hvor salget af skoene kommer til at foregå fysisk. På den måde er der mulighed for både at prøve og se de sko rigtigt, inden de købes. Revive by Notabene har til huse på samme adresse som Notabene – i Møntergade midt i København:
“Går du fra gadeplan ind ad dørene til Notabene og nedenunder, vil du for enden af de snoede gange med parisisk undergrundsstemning, finde en skattekiste af sko. Som kunde kan man nemt danne sig et overblik over modeller, farver og størrelser. Her kan man være heldig at finde den fedeste cowboystøvle med den helt rigtige patina eller stiletterne, der kun har været på til et bryllup i lige netop sin størrelse”, slutter Martin Friis.
Foto: Notabene