Den danske smykkekoncern Dyrberg/Kern er den 1. maj 2019 erklæret konkurs.

Den kendte smykkevirksomhed Dyrberg/Kern drejer nøglen om efter snart 34 år i den danske smykkebranche.

Virksomheden har i længere tid kæmpet med millionunderskud på bundlinjen, og den 1. maj 2019 blev smykkekoncernen så erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten. Det skriver DR Nyheder.

Konkursboet er overdraget til kurator, advokat Morten Hans Jakobsen, fra Gorissen Federspiel. Han bekræfter overfor DR, at det særligt er efterdønninger fra finanskrisen, der har gjort det svært for smykkevirksomheden at finde fodfæste.

Allerede den 29. april 2019 stod det klart for ledelsen, at der ikke var mere at gøre. Derfor blev medarbejderne allerede samme dag suspenderet. Det drejer sig om i alt 15 medarbejdere.

”Firmaet gik konkurs 9.45 i formiddag (den 1. maj 2019, red.). Virksomhedens ledelse var godt forberedt, og konkursen blev afsagt ret hurtigt. Nu skal vi så have dannet os et overblik over firmaets værdier og aktiver,” siger Morten Hans Jakobsen til DR.

Dyrberg/Kern er stiftet af Gitte Dyrberg og Henning Kern.