De tre brands har indgået et strategisk co-branding partnerskab om et fælles univers for at fange forbrugernes opmærksomhed. 

Lingeribrandet Femilet og skobrandet Glerups har indgået et anderledes co-branding samarbejde med et brand i en helt anden genre: beautybrandet Dermalogica.

De tre brands er gået sammen om et fælles forkælelsesunivers med det formål at fange forbrugernes opmærksomhed og give dem lidt ekstra. Blandt andet ved at lave fælles events i Aarhus og København.

”Vi trænger alle til ekstra wellness og selvforkælelse efter at have været lukket mere eller mindre inde, siden Covid-19 indtog Danmark. Derfor gik vi sammen om at skabe et event, der havde netop selvforkælelse som omdrejningspunkt. Det var en enorm succes med eventet i Aarhus,” siger Tea Nørgaard Pedersen, Communication Director hos Femilet, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

“Ikke alene var vores fælles ’hjemmespa-trailer’ på Store Torv velbesøgt, men en fin strøm af kunder gik på indkøb direkte fra eventet til vores Femilet concept store nogle få hundrede meter derfra på Strøget i Aarhus.”

Udover fælles events inkluderer co-branding samarbejdet PR-aktiviteter, indsamling af permissions til nyhedsbreve, fælles konkurrencer og sparring på tværs af brands.

”Der er spændende perspektiver i at arbejde sammen med andre brands, der har vidt forskellige produkter, men værdier der er sammenlignelige. De fælles brandinginitiativer giver os mulighed for at møde kunder, der måske i første omgang tiltrækkes af en af samarbejdspartnerne, men så opdager vores sko – og omvendt,” fortæller Christina Flindt Bjerg Albæk, Head of Marketing, Communications & Commercial Activities hos Glerups.

 

Foto: Femilet, Glerups og Dermalogica