Dansk B2B-virksomhed, der fremstiller plantebaserede, miljøvenlige alternativer til animalsk læder, er med i opløbet om at vinde 75.000 euro i international innovationskonkurrence.

Beyond Leather Materials, der er en bæredygtig materialevirksomhed, er blandt finalisterne i 10. udgave af den internationale innovationskonkurrence Social Innovation Tournament, der afholdes den 7. oktober 2021 i Lissabon.

Konkurrencen, der afholdes årligt – hvert år i en ny EU-hovedstad – belønner og sponsorerer europæiske sociale iværksættere, hvis primære formål er at skabe en social, etisk eller miljømæssig forandring.

Beyond Leather Material er en del af konkurrencen, fordi de fremstiller plantebaserede, miljøvenlige alternativer til animalsk læder. Det alternative tekstilprodukt er baseret på æblepulp, der er et biprodukt fra juice- og ciderfremstilling. Produktet er desuden 100 procent bionedbrydeligt.

 

Mulighed for at vinde 75.000 euro

I konkurrencen er der to kategorier, hvor der både er en førsteplads og en andenplads: Den generelle kategori og den særlige kategori. I år uddeles priserne i den særlige kategori til projekter med fokus på bæredygtig levevis.

Vinderne af første- og andenpræmien i begge kategorier modtager henholdvis 75.000 euro og 30.000 euro. Pengepræmierne er blevet forhøjet i anledning af konkurrencens 10-års jubilæum.

Derudover er der en publikumspris, hvor vinderen modtager 10.000 euro.

Priserne tildeles af en dommerkomité bestående af eksperter fra den akademiske verden og forretningsverdenen. Publikumsprisen tildeles af publikum ved en afstemning.

Udover at være med i opløbet om pengepræmier, bliver alle finalister automatisk medlemmer af SIT Alumni Network, hvor de indgår i et netværk sammen med andre udvalgte sociale iværksættere.

 

Finalister fra hele Europa

I alt er der 15 finalister fra ni forskellige lande i Europa.

Finalisterne er udvalgt blandt 280 kandidater og har herefter deltaget i et undervisningsprogram. Her har de forbedret deres ‘pitching’-kompetencer og fået hjælp til at finjustere deres forretningsplan. Formålet med undervisningsprogrammet er at klæde finalisterne på til at præsentere deres projekter for dommerkomitéen i Lissabon.

Finalisterne – udover Beyond Leather Material – er:

  • Advitos, Tyskland
  • Angiodroid, Italien
  • Cellugy, Danmark
  • The Institute for Inclusive Education, Tyskland
  • Irriot, Sverige
  • Magrid, Luxembourg
  • Nuventura, Tyskland
  • Orange Fiber, Italien
  • Repurpose Global, Norge
  • The Newsroom, Portugal
  • Uvera, Polen
  • Vortex Bladeless, Spanien
  • Wasser 3.0, Tyskland
  • Wheelmap, Tyskland

 

Konkurrencens formål er at fremme innovative ideer og belønne initiativer, der bidrager til at skabe en social, etisk eller miljømæssig forandring. Den omfatter typisk projekter inden for områder som uddannelse, sundhed, miljø, cirkulær økonomi, inklusion, jobskabelse, aldring med videre.

Det er EIB-Instituttet – der er inden for EIB-Gruppen (Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond) – der står bag Social Innovation Tournament. EIB-Instituttets formål er at fremme og støtte sociale, kulturelle og akademiske initiativer sammen med europæiske interessenter og den brede offentlighed.

 

Foto: Beyond Leather Material