Den danske mode- og tekstilindustri er blandt de første i verden til at deltage i et globalt samarbejde om at forpligte sig til at arbejde målrettet mod den cirkulære omstilling.

Et nyt pilotprojekt er ved at blive gennemarbejdet i Danmark med målet om at revolutionere den måde, dansk beklædning fremstilles på i dag. Pilotprojektet, der går under navnet Danish Circular Action Pact 2030, vil drive den danske mode- og tekstilindustri mod en mere bæredygtig praksis, der mindsker det aftryk, tøjproduktion i dag sætter på miljøet, og lanceres endeligt denne sommer.

Danish Circular Action Pact 2030 er det første nationale program inden for Europa, der er udviklet under et nyt, globalt netværk af landespecifikke frivillige aftaler om bæredygtig mode, Textiles Action Network, under den internationale organisation Wrap.

”Jeg er meget glad for, at Danmark fører an i Europa med Danish Circular Action Pact 2030. Som en del af Textiles Action Network er dette et af de mest ambitiøse programmer til transformation af tøj og tekstiler rundt om i verden på bare ti år. Jeg opfordrer danske modevirksomheder og organisationer til at deltage og være med til at forme denne landsdækkende aftale,” siger David Rogers, der er Head of International Ressource Management hos organisationen Wrap.

Flere landespecifikke programmer vil komme, og ens for dem alle er, at de alle støtter op om globale mål omkring bæredygtighed. Dog vil hvert landespecifikt program også have egne nationale mål.

Miljøministeren glad for nyt initiativ

Første del af Danish Circular Action Pact 2030 blev præsenteret den 26. april 2021 til en event i Storbritannien, hvor den danske erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster er ansvarlig for den danske deltagelse. Det oplyser erhvervsklyngen i en pressemeddelelse.

Miljøminister Lea Wermelin er glad for, at der tages et skridt i den rigtige retning mod en mere bæredygtig tekstilindustri.

”I dag ender alt for meget af vores tøj med at blive forbrændt eller kastet på lossepladser rundt om i verden. Produktion og brug af tekstiler tager mange ressourcer og har stor indflydelse på vores miljø. Vi er nødt til at starte en overgang mod en mere cirkulær økonomi i tekstilindustrien. Derfor er jeg glad for at høre, at Wrap har valgt at lancere en ny frivillig aftale for tekstiler i Danmark,” afslutter hun.

Foto: Pexels