‘Take back af Tekstiler’, et forskningsprojekt under ledelse af lektor Else Skjold fra Det Kongelige Akademi, afdækker store grønne forretningspotentialer for modebranchen i gensalg af mode og tekstil. Det handler om at forstå mode som et langvarigt og ikke et kortvarigt fænomen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at modebranchen bidrager negativt til udledningen af drivhusgasser samtidig med, at der er en udfordring med overproduktion.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk bliver 677 tons usolgt beklædning sendt til affaldssektoren hvert år i Danmark, og danskerne smider i gennemsnit 36.000 tons beklædning ud årligt.
I et nyt forskningsprojekt, hvis resultater bliver udgivet som rapport i dag den 3. december, kigger man på nye forretningsmodeller i branchen.
Projektet ‘Take Back af Tekstiler’, under ledelse af lektor Else Skjold fra Det Kongelige Akademi – arkitektur, design, konservering, undersøger et helt nyt forskningsfelt: gensalgsmarkedet for tøj og tekstiler.
”I dag er der meget lidt viden om, hvad der sker med tøj og tekstiler, når de er solgt første gang. Vi er derfor ude i lidt af et pioner-projekt. Det har været en øjenåbner, både for os forskere og for virksomhederne, at der er så store potentialer i efterlivet af mode og tekstil på det cirkulære marked,” udtaler Else Skjold i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Det fortæller os, at der er basis for at udvikle langt mere grønne og samtidig lukrative forretningsmodeller ved at se på designmetoder og forbrugeradfærd – og at det er et felt, vi skal forske langt mere i.”
Stigende økonomi i gensalgsmarkedet
Ifølge rapporten fungerer gensalgsmarkedet i bedste velgående blandt forbrugerne, men er ikke modnet som marked for virksomhederne.
En case er modevirksomheden Ganni. Ser man på salg af deres produkter på gensalgsplatformen Trendsales, var der en udvalgt dag i november 2020 20.500 Ganni produkter til salg. Da disse gennemsnitligt gensælges til 650 kroner, når man op på en omsætning på 13 mio. kroner. Penge, som Ganni ikke får del af.
Netop derfor har blandt andet Moves åbnet en Pre-Loved sektion på deres webshop.
Samtidig viser rapporten, hvordan forskellige brands skal udvikle hver deres tilgang til lang levetid, og hvordan de skal satse på at skabe – ikke tidløst design, som ofte antaget – men design, der ligger helt tæt på deres brands DNA. Kunderne ønsker variation og plads til netop deres egen smag.
Det er også helt afgørende at skabe modeller, der rent faktisk passer til alle mulige typer kroppe, og ikke en idealmodel.
Rapporten er baseret på et forsknings- og innovationsprojekt i regi af Erhvervsklyngen Lifestyle & Design Cluster.