Det italienske modehus Prada Group har taget et femårigt lån hos den franske bank Crédit Agricole Group for at styrke dets bæredygtighed.

Som det første luksusbrand nogensinde har det italienske modehus Prada Group taget et lån for at styrke virksomhedens bæredygtighed. Det oplyser modehuset i pressemeddelelse.

Lånet lyder på 50 mio. euro, svarende til godt 373.600.000 mio. kroner, gælder for en femårig periode og er taget hos den franske bank Crédit Agricole Group.

”Denne transaktion demonstrerer, at bæredygtighed er et nøgleelement for udviklingen af Prada Gruppen ved i stigende grad at blive integreret i os vores strategi. Vi er sikre på at dette samarbejde med Crédit Agricole, en førende spiller på området, vil hjælpe os til at udvide fordelene ved en ansvarlig forretning til den finansielle verden,” udtaler Chief Financial Officer hos Prada, Allesandra Cozzani, i en pressemeddelelse.

 

Indfrielse af mål sænker renten

Med aftalen følger en årlig reducering af renten, såfremt Prada lever op til tre mål rettet mod at øge modehusets bæredygtighed. Et af målene er, at et vist antal af modehusets butikker får den såkaldte LEED guld eller platin-certificering, der uddeles til bæredygtige bygninger.

Dernæst falder renten, hvis de ansatte når et vist antal oplæringstimer, og hvis Prada lever op til at bruge re-nylon, et bæredygtigt alternativ til nylon, i deres produktion.

Målsætningerne er, ifølge Vogue Business, udvalgt af Crédit Agricole ud fra en liste, som Prada har udformet. Listen har prioriteret mål, der støtter håndværk, energibesparelse og cirkularitet.