I en ny publikation konkluderer Tænketanken Tekstilrevolutionen, at udvidet producentansvar kan fremme den cirkulære økonomi i tekstilindustrien.
Der sker lige nu en del i forhold til det udvidede producentansvar på tekstiler.
I oktober 2021 indsendte SF et dansk lovforslag til Folketinget om udvidet producentansvar for tekstilproducenter og forbud mod forbrænding af usolgt tekstil.
Samme måned underskrev Lea Wermelin et joined letter til EU-kommissionen om en mere ambitiøs europæisk tekstilstrategi. Dette fremhæver blandt andet en harmonisering af udvidet producentansvar på EU-niveau.
“Vi bør agere hurtigt”
I Tænketanken Tekstilrevolutionen har en arbejdsgruppe med projektmedarbejder Rasmus Tønder i spidsen kigget nærmere på erfaringer fra Frankrig, Sverige og Holland. Landene har allerede implementeret – eller er i gang med at implementere – udvidet producentansvar. Formålet har været at undersøge, hvordan udvidet producentansvar bør implementeres i Danmark.
“Det er indlysende, at vi i Danmark bør agere hurtigt. Både for at komme i gang med udviklingen af den cirkulære økonomi, men også fordi producentansvaret er mest effektivt, når det bliver implementeret i samspil med den separate tekstilindsamling, som vi regner med kommer i midt 2023,” udtaler Rasmus Tønder i en pressemeddelelse.
At man bør implementere udvidet producentansvar i samspil med tekstilindsamlingen er ikke en ny pointe. Tankerne blev blandt andet præsenteret i en rapport, som Miljøministeriet udgav i maj 2021. Det nye, som arbejdsgruppen i Tænketanken Tekstilrevolutionen har fokuseret særligt på, er de cirkulære gevinster man kan få, hvis udvidet producentansvar implementeres smart.
“I andre industrier – hvor der har været udvidet producentansvar, blandt andet elektronik – har ordningen hovedsageligt fokuseret på affaldshåndtering. I stedet for en sådan lineær model ser vi et kæmpe potentiale i at inkludere cirkulære incitamenter – som for eksempel gebyrer på produkter, som kan gradueres efter holdbarhed, miljøvenlighed og cirkularitetspotentiale,” siger Rasmus Tønder.
Foto: Unsplash