En digital
modeuge
modeuge
Covid-19 præger fortsat modebranchen, men det forhindrer ikke Copenhagen Fashion Week og de to modemesser i København i at afvikle deres aktiviteter. Denne gang foregår det dog udelukkende digitalt.
Skrevet af Pernille Maibom Christensen
Grundet Covid-19-restriktioner er det hverken muligt at afvikle en fysisk udgave af Copenhagen Fashion Week eller fysiske modemesser i København i begyndelsen af februar 2021. I stedet tilbyder alle parter, at brands, presse og indkøbere kan deltage i modeugen gennem digitale løsninger.”Copenhagen Fashion Weeks showkalender og foredragsprogram gennemføres virtuelt via vores digitale univers på copenhagenfashionweek.com.
Selv om det selvfølgelig er meget ærgerligt, er det utvivlsomt den rigtige ting at gøre. I stedet ser vi frem til at kunne mødes fysisk igen til modeugen i august 2021,” lød det fra administrerende direktør hos Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af den digitale modeuge.
At Copenhagen Fashion Week afvikles digitalt fra den 2. til den 4. februar 2021 hverken skræmmer eller bekymrer de brands, der er en del af showkalenderen. Wood Wood er et af de brands, der er vendt tilbage på showkalenderen, og her glæder man sig til den digitale fremvisning.
”Det, at Copenhagen Fashion Week udelukkende er digital, er noget, vi har været forberedt på gennem hele processen, og det er et element, vi har set frem til,” siger Digital PR og Showroom Manager hos Wood Wood, Mikkel Kristensen.
Også hos Rabens Saloner og Soulland er man begejstrede for det digitale format, der giver nogle andre muligheder end det fysiske show.
Læs mere om, hvad de to brands siger til, at Copenhagen Fashion Week denne sæson udelukkende afvikles digitalt på de følgende sider.
Udover præsentationer, shows og talks vil vinderen af den nye bæredygtighedspris Zalando Sustainability Award også blive offentliggjort live via Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside.
Fakta
Modemesserne CIFF og Revolver har denne sæson også opgraderet deres digitale tilbud, som er tilgængelige for både brands og indkøbere. CIFF Showrooms holder åbent for de kunder, der på forhånd har booket en aftale.
CIFF Digital lanceres den 1. februar 2021, mens det på Revolvers hjemmeside fremgår, at deres digitale løsning er tilgængelig fra den 3. februar 2021.
02.02.21 | 03.02.21 | 04.02.21 |
---|---|---|
CEO Opening Address 09.30 – 09.45 | Samsøe Samsøe 10.00 – 10.30 | Anne Vest 10.00 – 10.30 |
Schnayderman’s 10.00 – 10.30 | Stine Goya 11.00 – 11.30 | Rabens Saloner 11.00 – 11.30 |
Skall Studio 11.00 – 11.30 | By Malene Birger 13.00 – 13.30 | Soulland 12.00 – 12.30 |
Day Birger et Mikkelsen 12.00 – 12.30 | House of Dagmar 14.00 – 14.30 | Mark Kenly Domino Tan 13.00 – 13.30 |
Gestuz 13.00 – 13.30 | Remain 15.00 – 15.30 | Marimekko 14.00 – 14.30 |
7 Days Active 15.00 – 15.30 | Lovechild 1979 16.00 – 16.30 | Stand Studio 15.00 – 15.30 |
Malaikaraiss 16.00 – 16.30 | Rains 17.00 – 17.30 | Holzweiler 16.00 – 16.30 |
Nynne 17.00 – 17.30 | Munthe 18.00 – 18.30 | Ganni 17.00 – 17.30 |
Designers’ Nest 18.00 – 18.30 | Wood Wood 19.00 – 19.30 | Rodebjer 18.00 – 18.30 |
Rixo 19.00 – 19.30 | Baum und Pferdgarten 20.00 – 20.30 | Rotate 19.00 – 19.30 |
Soeren Le Schmidt 20.00 – 20.30 | Henrik Vibskov 20.00 – 20.30 |