For stifterne Clara Leone og Mads M. Petersen handler Mandatory først og fremmest om mennesker, netværk, viden og tillid. Den voksende interesse fra indkøbere bekræfter dem i, at relationer og indsigt er blevet strategiske aktiver i en branche under forandring, og at der er behov for en dedikeret ordreplatform, hvor stærke produkter kan møde stærke mennesker.
“På bare få sæsoner har Mandatory vist, at branchen har brug for et sted, hvor kvalitet og fordybelse kommer før alt andet. Vi håber, at gæsterne går herfra med nye relationer og en styrket forretning,” fortalte stifterne under messen.
Kuratering er fortsat kernen i Mandatory, og også denne sæson var brandmikset skruet sammen med omhu, så udstillerne supplerede snarere end konkurrerede med hinanden. Trods den tætte timing i modeugekalenderen oplevede arrangørerne en messe præget af ro, fordybelse og konkrete møder mellem brands og relevante indkøbere.
“Vi mærker, at både brands og indkøbere prioriterer den her form for kuraterede rum. Det er ikke størrelsen, der afgør en god messe, det er de rigtige møder,” lyder det fra stifterne.
By Malene Birger: Ny retning og fornyet interesse
For By Malene Birger var det første gang på Mandatory, og deltagelsen faldt sammen med et nyt kapitel for det danske hus. Med Emilie Martinsen-Kønigsfeldt i spidsen for den kreative genrejsning arbejder brandet på at genetablere forbindelsen til den danske kernekunde efter flere år præget af underskud og strategisk usikkerhed.
“Vi står et helt nyt sted med Emilie ved roret, og det kan mærkes. Det var vigtigt for os at møde kunderne ansigt til ansigt og vise, hvor vi er på vej hen,” fortalte Maria Dissing, Commercial Director hos By Malene Birger.
Den kuraterede ramme og showroomet med forudbookede aftaler gav ifølge Maria Dissing plads til fordybelse, både med de kunder, brandet kender i forvejen, og med de nye ansigter, messen bragte forbi standen. “Formatet passer godt til os, og vi har mødt både trofaste og helt nye kunder på messen,” sagde hun.
På trods af flere år med underskud og strategisk usikkerhed oplevede By Malene Birger en markant fornyet interesse på Mandatory, også fra aktører, der ikke tidligere har haft mærket i porteføljen. “Interessen har været stor, og det bekræfter os i, at den nye retning rammer noget rigtigt,” uddybede Maria Dissing.
Lisva: Frisk start under nyt, samlet navn
Også Lisva deltog på Mandatory, og for Helle Carstensen, der står for det danske wholesale-arbejde, faldt messen sammen med et vigtigt vendepunkt. Det, der tidligere gik under navnet Gai + Lisva, er midt i en rebranding og skal fremover udelukkende hedde Lisva.
“Vi har samlet det hele under ét navn, Lisva, og havde brug for en frisk start. Mandatory var det helt rigtige sted at træde frem på ny,” fortalte Helle Carstensen.
Den intime og kuraterede ramme passede ifølge Helle Carstensen godt til at introducere det nye udtryk, både over for de kunder, Lisva kender i forvejen, og over for dem, brandet mødte for første gang.
“Stemningen var intim og afslappet, men der blev lavet forretning. Vi har genset gode kunder og fået nye med, og det er præcis den atmosfære, vi havde brug for,” sagde hun.
Fremtiden for Mandatory: Ny juni-udgave på vej
Efter en vellykket afvikling står det klart, at Mandatory har fundet sin plads i modeugen. Og allerede nu retter arrangørerne blikket mod noget nyt: fra 2027 udvider Mandatory Cph med en helt ny juni-edition. Baggrunden er, at Copenhagen Fashion Weeks augusttermin ifølge stifterne ikke passer optimalt til især herretøjets indkøbsrytme, og at Mandatory som modeugens dedikerede ordreplatform ser det som sin opgave at understøtte brandenes forretning.
Efter to års stabil vækst og opbygningen af et solidt fundament vurderer Clara Leone og Mads M. Petersen, at tiden er moden til at tilbyde branchen en termin, der passer bedre til handlen. De konkrete datoer og det endelige koncept for juni 2027 offentliggøres senere, når arrangørerne har været i dialog med branchen for at undgå sammenfald med eksisterende begivenheder som 3daysofdesign. Indtil da fortsætter Mandatory Cph med sine to nuværende udgaver i januar og august.
Foto: Mark Dexter






