Hvilket behov gjorde, at du fik lyst til at skabe brandet?

Jeg skabte A moì, fordi jeg altid har elsket kjoler og nederdele. For mig er strømpebukser en virkelig vigtig beklædningsdel, som kan gøre en kæmpe forskel for et outfit. Da jeg startede brandet, syntes jeg, at alle strømpebukser lignede hinanden. De gik hurtigt i stykker, de sad dårligt, og jeg manglede både bedre design, flere farver, en blødere kvalitet og en pasform, man kunne regne med. Jeg var træt af strømpebukser, der rullede, borede sig ind i siden eller faldt ned i løbet af dagen. I min verden er livet for kort til strømpebukser med dårlig pasform.

Derfor udviklede jeg et størrelsessystem, som skulle være nemmere at stole på. Jeg manglede også ofte den rigtige modefarve, det rigtige mønster eller den kvalitet, der blev siddende hele dagen, som den skulle.

Strømpebukser har også en længere designmæssig levetid end meget tøj, og samtidig ligger de i en pris­kategori, hvor de fleste kan være med – så jeg tænkte, at det ikke kunne gå helt galt. Strømpebukser er faktisk ét af de produkter i tekstilbranchen, der har den korteste holdbarhed. Jeg havde derfor også et ønske om at forlænge levetiden og skabe et bedre produkt.

Hvordan vil du beskrive A moìs univers i dag?

A moì har en bred målgruppe og er til kvinder, der går op i komfort, stil og personlighed. Jeg plejer at designe ud fra tanken om, at produkterne skal være klassiske med et tvist. Intet er tilfældigt. Det gælder også indpakningen, hvor A moì-pigen går igen. Hun kan være blond, mørkhåret eller rødhåret, og for os handler det om at omfavne forskellige kvinder. Også dem, der tidligere har haft svært ved at finde strømpebukser med plads til både lange ben og kurvede hofter.

 

Hvor vigtig er den direkte respons fra kunderne, når du udvikler nye produkter?

Den er meget vigtig. Sideløbende med min efterhånden lange designkarriere inden for tøj har jeg også arbejdet på messer og i butik, og jeg har altid elsket at høre kundernes kommentarer. Det har givet mig en god forståelse for både pasform og prisniveau. Jeg har altid en klar idé om designretning og tidens trends, men kundernes feedback betyder meget. I begyndelsen havde jeg faktisk ikke tænkt, at A moì skulle have en ensfarvet strømpebuks, da der var så mange andre, der lavede netop det. Men kunderne efterspurgte den, fordi de elskede pasformen og ikke ville gå i andre strømpebukser. Derfor lavede jeg den første ensfar­vede model i helt sort.

For mig var det vigtigt, at den stadig havde A moìs dna. Derfor fik den et lille A moì-hjerte på tåen og under tåen, så man ser det, når man går derhjemme uden sko. Derudover har den en ekstra bred ribkant i taljen med synligt logo. Kunderne er meget glade for de detaljer, og siden har vi tilføjet både brun og navy som ensfarvede modeller i kollektionen.

 

Sortimentet har udviklet sig fra strømpebukser til blandt andet indershorts og flere accessories. Hvad skal et produkt kunne for at høre naturligt hjemme i A moì-universet?

Produkterne skal give kvinder mulighed for selv at skabe deres egen stil. Jeg elsker at udvikle nye produkter, og det er ekstra sjovt, hvis jeg kan finde et hul i markedet og opfylde et behov, man måske ikke vidste, man havde, men som man bagefter ikke kan undvære. Et eksempel er vores feminine tennisstrømpe i smukke farver og mønstre. Den manglede jeg selv sidste sommer. Jeg elsker den slags strømper, der giver en lille detalje og kant til outfittet.

 

 

Du medvirkede tidligere i år i Løvens Hule. Hvad har det betydet?

Det har givet A moì et markant større brandkendskab, og vi har fået bredt budskabet ud på landsdækkende tv. Jeg har fået mange henvendelser fra kunder, som tidligere ikke brugte strømpebukser på grund af dår­lige oplevelser, men som nu er blevet glade brugere af A moì. Det betyder virkelig meget. Derudover har inve­steringen givet nye kompetencer og sparring med Anne Stampe, Tobias Bartholdy og holdet fra Nordic Female Founders. Jeg lærer hele tiden nye ting, og jeg glæder mig meget til at arbejde videre og møde efteråret, hvor vi skal have solgt en masse strømpebukser.

Hvordan arbejder du med at vise produkterne på kvinder på en måde, der føles autentisk?

Hos A moì ønsker vi at skabe et univers, hvor kvinder kan genkende sig selv og spejle sig. Derfor er det vigtigt for os at vise vores styles på kvinder med forskellige former, aldre og udtryk – præcis som de kvinder, vi møder i hverdagen. Vi tror på, at produkterne bliver mest inspirerende, når de bliver præsenteret autentisk og uden at fjerne personligheden hos den kvinde, der bærer dem. Jeg bruger også mig selv på de sociale medier med stylingtips fra hverdag til fest.

Relaterbarhed handler for os ikke om at følge en formel, men om at hylde de mange måder, man kan være kvinde på. Derfor er mangfoldighed, nærvær og autenticitet grundsten i den måde, vi fortæller vores visuelle historier på. Vi bliver allermest glade, når en kunde ser et billede og føler sig repræsenteret. Det er dér, den ægte forbindelse opstår.

 

Med erfaring fra Bestseller og DK Company har du set modebranchen fra nogle af de større maskinrum. Hvordan bruger du den erfaring i dag?

Det, jeg især har taget med mig, er købmandskabet. Derudover har jeg et stort netværk, som er opbygget gennem mange år. Jeg har virkelig haft mange menne­sker omkring mig, inklusiv min familie og
venner, som har villet hjælpe mig og heppet på mig.

I processen med at bygge A moì op har jeg været meget bevidst om, hvad jeg er dygtig til, og hvad jeg ikke kan. Jeg har altid haft stor respekt for de forskellige kompetencer, folk arbejder med, og det har gjort det nemmere for mig at bede om hjælp. Men hårdt arbejde og viljen til at kunne og turde, har nok altid været en del af min natur.

 

Hvor vil du gerne tage A moì hen de kommende år?

Jeg vil gerne brede A moì ud på et større internationalt plan og udbrede kendskabet til produkterne. Jeg vil også gerne udvikle universet med flere produkter, som kan bygge videre på det, A moì allerede står for. Måske også med en lillesøster til A moì, hvor der er plads til at lege endnu mere med udtrykket. Jeg har mange idéer, men fælles for dem er, at de skal passe naturligt ind i universet.