Jane Kønig, der i næsten 30 år har været ejer og kreativ drivkraft bag smykkebrandet i eget navn, lancerer nu et nyt kreativt univers.

Smykkebrandet fortsætter i dag under navnet Jane Kønig Copenhagen med Anna Skaarup Lysgaard som direktør, mens Jane Kønig selv lancerer Just Jane – et kreativt univers, hvor hun vil arbejde mindre bundet af faste kollektioner, strukturer og forventninger:

“En ny begyndelse betyder ny frihed. Nye inspira­tioner og mere nysgerrighed. Just Jane har handlet om at finde mig selv,” siger Jane Kønig.

Den første kollektion hedder #655C, som er farve­koden til en dyb, mørkeblå farve, der danner udgangspunkt for kollektionen og den klassiske jakke, som er centrum i designet. Kollektionen rummer også 12 forskellige brochedesigns skabt ud fra franske udstansninger i messing. Det er et møde mellem det klassiske og det dekorative. Mellem historie, håndværk og personlige detaljer.

Jane Kønig er oprindeligt uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole i 1986, men kastede hurtigt sin kærlighed på smykkerne.  Siden 1989 har hun solgt sine smykkedesigns i eget navn blandt andet gennem butik og værksted i København, hvor brandet i en årrække holdt til i Gothersgade. Det var faktisk lidt tilfældigt, at Jane Kønig kom til at lave smykker. Hendes kærlighed til smykker voksede, da hun, under sin uddannelse, lavede accessories til sine designs som for eksempel smykker, bæltespænder osv. Da hun afsluttede sin uddannelse, havde metalarbejdet vokset sig fast på hende, og derfra blev det smykker.

“På en måde har jeg nu samlet de to spor med smyker og beklædning. Derfor synes jeg, det er sjovt at lade materialerne mødes for eksempel i en jakke med påsyede metaldekorationer.”

 

Den kreative drøm og frihed

Jane Kønig Copenhagen blev lanceret i begyndelsen af 2024, efter at det tidligere selskab Jane Kønig A/S var blevet begæret konkurs kort før årsskiftet.

Efter 30 år med et etableret brand vil hun i stedet arbejde mere spontant og lade idéer og projekter opstå uden en fast ramme fra begyndelsen:

“Når jeg siger, at jeg vil følge min egen kreative drøm, handler det især om at skabe uden faste rammer og forventninger. Nu får jeg mulighed for at arbejde mere spontant og lade idéer, koncepter og kreative projekter udvikle sig mere frit,” siger hun og uddyber:

”Jeg er nok lidt bedre rustet, end jeg var for 38 år siden, men ellers er det meget den samme slags opstart. Vi begynder helt fra starten.”

 

Èt dogme

Med Just Jane lægger Jane Kønig op til et mere personligt format, hvor smykker, objekter og krea­tive koncepter ikke nødvendigvis skal samles i traditionelle kollektioner:

“Just Jane bliver derfor et mere personligt univers, hvor jeg i højere grad kan følge min mavefornemmelse og skabe de ting, jeg føler mig draget af,” forklarer Jane Kønig.

Projektet skal, ifølge designeren, være båret af intui­tion, nysgerrighed og plads til at afsøge nye idéer:

“Jeg har kun ét dogme. Jeg følger min egen krea­tive strøm. Passioneret og med masser af plads til at overraske både mig selv og andre.”