Det føles som en kliché at sige, at verden er i forandring. Men lige nu er det ikke bare en stemning, det er en grundtilstand. Indgangen til 2020’erne satte en ny rytme. Først en global pandemi, der lukkede byer ned og tvang os online. Derefter inflation, stigende renter, energikrise og en generel geopolitisk uro, der stadig kaster lange skygger ind over danskernes hverdag. Og midt i det hele står retail. En branche, der på få år har været igennem en acceleration, en opbremsning og nu noget, der minder om en redefinering.

 

Når butikken bliver et kurateret univers

Historisk set har retail været funktionelt. Du havde et behov. Du gik ind i en butik. Du købte noget, og du gik igen. Effektivt, ja, men ikke mindeværdigt. I dag er det ikke nok. De mest interessante butikker arbejder med noget mere dynamisk og flydende: Følelse, stemning, atmosfære, identitet. De er ikke bare steder, hvor man køber noget. Butikker er oplevelsesdestinationer.  Materialerne er nøje udvalgt. Lyset er bevidst. Musikken er ikke tilfældig. Udvalget føles kurateret, næsten personligt. Ikke som et ’lager’, men som en holdning og et valg om, hvad der hører til, og hvad der ikke gør.

Det er retail, der minder mere om hospitality eller scenografi. For når alt kan købes online, ofte billigere og hurtigere, så er det ikke produktet alene, der trækker os ind i butikken. Det er oplevelsen omkring det. Det sanselige, det sociale, det uforudsigelige.

En af de tydeligste bevægelser lige nu er skiftet fra kvantitet til kvalitet, fra udvalg til kuratering. Hvor butikker tidligere konkurrerede på at have mest muligt, konkurrerer de nu på at have det rigtige. Det kræver en anden tilgang. En stærkere smag. En tydeligere stemme. For kuratering handler ikke kun om at vælge produkter, det handler om at vælge fra. At turde sige: ‘Det her er os. Det her er ikke os.‘

Kuratering er den nye luksus – ikke kun som et spørgsmål om kvalitet, men som en måde at skabe afstand til det ensartede. Resultatet er butikker, der føles mere som personlige universer end som generiske salgsrum. Det er netop det, der gør dem attraktive.

Samtidig ser vi en anden, næsten paradoksal bevægelse: Jo mere global verden bliver, des større værdi får det, der føles lokalt og specifikt. De mest interessante butikker i dag er ofte dybt forankrede i deres lokal­miljø. Det betyder ikke, at de mangler ambitioner, tværtimod. Men deres styrke ligger i deres karakter. I noget, der føles gen­kendeligt og samtidig umuligt at kopiere. Ikke nødvendigvis lokalt i traditionel forstand, men stedsspecifikt. Og det er netop derfor, de kan tiltrække et internationalt publikum.

 

 

Butikken skal være mere end bare en butik

En anden tydelig udvikling er, hvordan retail i stigende grad smelter sammen med kultur. Butikker er ikke længere kun steder, hvor man køber noget. De er platforme for events, talks, udstillinger, collabs og midlertidige pop-up installationer. Indhold, der giver en grund til at komme igen – også når man ikke nødvendigvis har tænkt sig at købe noget. Det er en vigtig pointe. For hvis en butik kun er relevant i det øjeblik, du har brug for et produkt, er dens relevans begrænset. Men hvis den også er et sted, du har lyst til at opholde dig, opdage noget nyt i eller tage venner med til, ændrer det fuldstændig relationen.

 

Så hvor efterlader det retail i dag?

Midt i et landskab, hvor forskellene bliver tydeligere. Vinderne er de butik­ker, der forstår, at deres rolle har ændret sig. Som arbejder aktivt med oplevelse, identitet og kuratering, og som skaber steder, man har lyst til at være, ikke bare handle i. De tænker i helheder, følelser og narrativer. De accepterer, at salg ikke længere er det eneste succeskriterium, men en konsekvens af noget større.

Taberne er dem, der holder fast i en logik, der ikke længere gælder. Som fortsætter med at optimere på udvalg, pris og effektivitet, uden at sætte spørgsmålstegn ved selve formatet. Det er den pressede midte. Ikke billig nok. Ikke karakterfuld nok. Ikke nødvendig nok.

Måske er den vigtigste erkendelse, at den fysiske butik ikke længere er en selvfølge. Den skal fortjenes, og den skal være relevant. Hvor næsten alt kan klares fra en sofa med en smartphone, skal butikken give mening. Og netop derfor ser vi nu nogle af de mest interessante eksperimenter i årtier. Vi er med andre ord vidner til en transformation. Butikker, der føles som gallerier, showrooms, caféer, klubber eller som hjem. Ofte på én gang. Det er ikke altid perfekt. Ikke altid skalerbart. Men det er et tydeligt tegn på, at retail er i bevægelse. Fra noget funktionelt til noget oplevelsesbaseret. Fra noget generisk til noget stedsspecifikt. Og måske er det i virkeligheden der, frem­tiden ligger. Ikke i at gøre det nemmere at købe. Men i at gøre det mere værd at møde op.

 

Byerne som laboratorier

Hvis man vil forstå, hvor retail er på vej hen, skal man ikke starte i regneark, men i gaderne. En række city guide-bøger kortlægger de steder, hvor retail allerede har taget næste skridt. Ikke nødvendigvis perfekte cases, men steder, hvor noget er på spil. Hvor retail er i bevægelse, og hvor nye formater og tendenser opstår.

Tre byer skiller sig særligt ud lige nu: Berlin, Paris og London. Tre forskellige energier. Tre forskellige retninger. Herunder fremhæves konkrete eksempler fra city guide-bøgerne, som kan bestilles på trendstore.dk.

Trendforsker Mads Arlien-Søborg står bag en serie af city guide-bøger, der kortlægger Europas mest interessante byer gennem kuraterede steder og lokale perspektiver.

 

 

Berlin har altid været mindre poleret og netop derfor interessant. Her opstår nye retailformater ofte som en blanding af kultur, community og commerce. Butikker føles sjældent færdige, men snarere som noget i bevægelse, hvor idéer testes og justeres undervejs. Det giver plads til mere eksperimenterende koncepter, hvor identitet vægter højere end perfektion. Materialer må gerne være rå, og udtrykket må gerne føles midlertidigt, men retningen er tydelig. Det er netop i den spænding, at Berlin bliver relevant som en by, hvor retail ikke nødvendigvis er færdigudviklet, men konstant under udvikling.

 

H&M Mitte Garten

Jeg er kommet i denne bygning i mange år, og det, der gør den særlig, er sammensmeltningen af butik, café og en skjult baggårdshave. En ægte urban oase midt i Mitte. I september 2019 åbnede H&M sin koncept- og community store ’Mitte Garten’ i det historiske Volkscaféhaus på Neue Schönhauser Straße 13. Det er en af H&Ms mindste butikker på verdensplan, men også den mest kuraterede. Her finder du et nøje udvalgt mix af kollektioner, pre-loved fashion, samarbejder og vintage, suppleret af events og aktiviteter med fokus på det lokale miljø. Indretningen balancerer originale detaljer med grønne elementer og masser af lys – og fortsætter ud i en 300 m² stor have samt en afslappet, vegetarisk café.

Neue Schönhauser Straße 13, 10178 Berlin

 

Voo Store

Voo Store er Berlins mest indflydelsesrige koncept­butik – en destination, man ganske enkelt ikke må gå glip af. Gemt væk i en 300 kvadratmeter stor gårdhave på Ora­nienstrasse i Kreuzberg afspejler butikken kvarterets eklektiske energi og kreative ånd. Voo Store blev grundlagt af brødrene Kaan og Yasin Müjdeci, den ene filminstruktør, den anden entreprenør, og har fra begyndelsen været langt mere end blot retail. Det er et kulturelt samlingspunkt, hvor mode, design, kunst og fællesskab mødes. Voo Deli tilfører endnu et lag til oplevelsen med naturvin, økologisk mad og nøje udvalgte deli-varer samt kaffe og pastries, der kan nydes i den grønne gårdhave.

Oranienstrasse 24, 10999 Berlin

 

Merz b. Schwanen

Merz b. Schwanen har udviklet sig til en af Berlins mest autentiske succeshistorier inden for mode. Brandet er kendt for sine rundstrikkede (loopwheeled) T-shirts og Henley-trøjer, der er skabt med en særlig sans for detaljen, og har opbygget en kultagtig fanskare. Deres flagskibsbutik i Mitte, som åbnede i 2022, afspejler samme enkle og minimalistiske filosofi med et varmt lys, tyske vintagemøbler og en tøjkollektion domineret af perfekt designede basis­varer. Bæredygtighed og ‘slow fashion’ er helt centrale elementer. Merz b. Schwanen taler mindre om trends og mere om tidløse designs. Brandet fik enorm international opmærksomhed, da Jeremy Allen White bar deres klassiske hvide ‘215′-T-shirt i hitserien The Bear. På kort tid eskalerede salget og katapulterede det førhen så smalle kultbrand direkte op i stratosfæren.

Gormannstrasse 25, 10119 Berlin

 

 

Paris gør noget andet. Mere raffineret. Mere kontrolleret. Her er retail ikke bare oplevelse, det er iscenesættelse. Butikkerne føles som nøje komponerede helheder, hvor hver detalje er tænkt ind i en større fortælling. Sortimentet er ofte stramt redigeret, og rummet fungerer som en forlængelse af brandets univers. Det handler ikke om at have mest muligt, men om at vise det rigtige på den rigtige måde. Resultatet er butikker, der minder mere om levende magasiner end klassiske salgsrum, hvor æstetik, stemning og fortælling smelter sammen.

 

Words Sounds Colours & Shapes

Words Sounds Colours & Shapes (tidligere A Young Hiker) blev grundlagt i 2024 af den alsidige designer Ramdane Touhami. Navnet har ændret sig, men idéen er den samme, nemlig en butik, der gentænker outdoor-universet med skarp stil og uden de sædvanlige klichéer. Det her er ikke en klassisk grejbutik. Tænk mindre vandrestøvler, mere urban ekspedition. Tøjet og udstyret er nøje udvalgt fra Japan og Sydkorea, inspireret af Ramdane Touhamis egne rejser og bjergture. Med mere end 50 internationale brands balancerer butikken teknisk præcision med en distinkt parisisk attitude, hvor funktion og æstetik smelter sammen, uden at det føles anstrengt. Og hvis universet fanger, fortsætter fortællingen i Drei Berge, som er Ramdane Touhamis bjerghotel i de schweiziske alper.

1 Rue Eugène Spuller, 75003 Paris

 

Merci

Kuratering i absolut topklasse er essensen af Merci, som er Paris’ mest indflydelsesrige concept store og den naturlige arvtager til nu lukkede Colette. Gemt væk fra Boulevard Beaumarchais i det øvre Marais ankommer du gennem en smal port og ind i en gård, hvor butikkens ikoniske maskot, en lille rød Fiat 500 med nummerpladen ’Merci’, sætter tonen allerede fra start. Indenfor folder Merci sig ud over tre etager med en velkomponeret fortælling om, hvad moderne retail kan være, når inspiration, kuratering og oplevelse smelter sammen. Udvalget spænder bredt, men føles aldrig tilfældigt: Mode, interiør, møbler, kosmetik, bøger og tekstiler, alt sammen bundet sammen af en klar æstetisk identitet, som tiltrækker et internationalt publikum. De senere år har Merci udvidet sin egen kollektion markant. Det ikoniske røde logo, der tidligere primært levede på tote bags og caps, optræder nu på et langt bredere sortiment.

111 Boulevard Beaumarchais, 75003 Paris

 

 

Saint Laurent Babylone

Saint Laurent Babylone er en ny kulturel destination og boghandel i hjertet af Paris dedikeret til kunst, kultur og nye former for udtryk. Skabt af Saint Laurents creative director Anthony Vaccarello fungerer stedet som en videreudvikling af Saint Laurent Rive Droite-universet, men med et tyde­ligere kulturelt fokus. Her mødes bøger, kunst og musik i en globalt orienteret kuratering, der føles lige så meget som en redak­tionel platform som en butik. Ambitionen er at skabe et samlingspunkt for kreative stemmer og nye idéer. Resultatet er et rum, der bevæger sig langt ud over den klassiske boghandel og i stedet fungerer som scene for oplæsninger, signeringer og DJ-sessions, hvor kultur bliver noget, man deltager i, ikke bare konsumerer.

9 Rue de Grenelle, 75007 Paris

 

 

London er i en liga for sig. Her er retail ikke bare en del af byen, det er en attraktion i sig selv. Butikker og retailområder fungerer som destinationer, man aktivt opsøger, ofte i kombination med mad, kultur og oplevelser. Skalaen er større, ambitionerne højere, og der er en tydelig vilje til at skabe noget, der rækker ud over selve købet. Samtidig rummer byen også mindre, stærkt kuraterede koncepter, der balancerer mellem det intime og det spektakulære, og netop i det spænd opstår Londons særlige retailenergi.

 

Coal Drops Yard

London har de seneste årtier forfinet kunsten at genopfinde sig selv. Gamle industribygninger får nyt liv, og byens arkitektoniske arv bliver ikke bevaret som museum, men aktiveret. Coal Drops Yard er et af de mest vellykkede eksempler og en central del af transformationen af King’s Cross. I 2018 blev de gamle kulhaller gentænkt af Heatherwick Studio og genåbnet som en levende destination, hvor historien stadig er tydelig, men energien er helt ny. I dag rummer Coal Drops Yard et kurateret miks af mode, design, livsstil og gastronomi. Det hele føles som en nøje orkestreret balance mellem rå struktur og moderne byliv. Det er et sted, hvor man lige så meget kommer for at opleve som for at shoppe.

Stable Street, London N1C 4DQ

 

Selfridges

London mangler ikke stormagasiner. Fra Liberty med sin ikoniske tudor­arkitektur til Harrods, den uomtvistelige gigant i Knightsbridge, tilbyder de hver deres version af luksus og spektakel. Men når det handler om at  sætte retningen, er der ét navn, der skiller sig ud: Selfridges. Det er hverken det største eller det mest historisk romantiske, men til gengæld et af de mest fremsynede. Her føles retail dynamisk og konstant i bevægelse. Sæsonkampagner rækker langt ud over klassiske vinduesudstillinger, og mode- og skønhedsafdelingerne kurateres med en næsten redaktionel præci­sion. Dertil kommer innovative food halls, wellnessom­råder og oplev­elser, der ofte minder mere om udstillinger end om traditionel shopping. Selfridges har over tid positioneret sig som Europas mest trendsættende stor­magasin – hvor nye idéer
testes, før resten af branchen følger trop.

400 Oxford Street, London W1A 1AB

 

Margaret Howell

Klassisk britisk mode kan til tider føles, ja, klassisk på den lidt konservative måde. Margaret Howell er et godt eksempel på, at det ikke behøver at være sådan. Hendes æstetik er dybt forankret i traditionen, men rummer samtidig noget radikalt moderne. Især gennem MHL-linjen, hvor referencer til arbejdstøj forfines til rene, gennemtænkte silhuetter, der balancerer det funktionelle og det elegante. Flagship-butikken på Wigmore Street, skabt i samarbejde med arkitekten William Russell, fungerer som et miks af galleri, studie og showroom. Et roligt og nøje kurateret univers, hvor tøjet præsenteres side om side med keramik, bøger og møbler fra den modernistiske designtradition. Her afholdes også udstillinger, der hylder britiske designikoner som Ercol og Anglepoise.

34 Wigmore Street, London W1U 2RS