Grundet efterspørgsel tilbyder det midtjyske modebrand sine kunder en stand særligt indrettet til liveshopping, når CIFF løber af stablen. “På kort tid var der fuldt booket, og vi har fået god respons fra vores kunder, som vi gerne vil hjælpe med øget salg,” fortæller medejer.
På sidste CIFF-messe havde Marta du Château nogle kunder, som afholdte liveshopping med modebrandets nyheder direkte fra Marta du Châteaus stand, inden selve messen åbnede. Kunderne havde stor succes med det, og derfor oplevede Marta du Château efterfølgende en stor efterspørgsel fra andre kunder, der var interesseret i at gøre det samme:
“Men da vi havde travlt på vores egen messestand, kunne vi ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre rent praktisk. Derfor har vi denne gang booket en ekstra messestand, som kommer til at fungere som en livestand til vores kunder,” siger Tommy Fuglsang Kristensen, medejer af Marta du Château.
Dagen efter Marta du Château havde sendt en mail ud til deres kunder med muligheden for at booke livestanden på CIFF, var der fuldt belagt. 30 danske og svenske kunder havde tilmeldt sig. På livestanden sørger Marta du Château for flotte omgivelser og stiller en kollektion til rådighed, fortæller medejeren:
“Vi har fået lavet en stor blomstervæg med Marta-logo på, og ellers har vi indrettet livestanden med fine tæpper og blomster. Vi er gået efter inspiration fra Instagram-universet. Vi vil gerne gøre det så let som overhovedet mulig for vores kunder, så vi kan hjælpe dem med øget salg i et vanskeligt marked.”
Inden selve messen har Marta du Château lavet en masse forberedelser, så det hele spiller, når CIFF åbner, og de første kunder skal bruge livestanden:
“Vi har investeret en del tid og penge i livestanden. Vi har blandt andet købt nyt udstyr til at afvikle liveshoppingen med, har oprettet hele kollektionen på forhånd via Sprii, har en ansat fuldtid til at stå på livestanden, der kan hjælpe vores kunder osv. Med vores nye livestand håber vi, at Marta du Château får en masse omtale under modeugen, at slutforbrugeren også bliver inviteret med ind på modeugen via liveshopping, og at vores kunder får et ekstragodt salg,” slutter Tommy Fuglsang Kristensen.
Foto: Marta du Château