Sko AW 21/22

Støvlesæson

Skrevet af Pernille Kirstine Møller

pej gruppens trendteam giver dig her et overblik over, hvordan AW 21/22 vil se ud inden for skomode. AW 21/22 er en tid med fire markante skotrends, som bygger på, at forbrugerne er sammensatte væsener. Vi lever i en kompleks tid med store forandringer, som også vil påvirke vores fundamentale værdier frem til sæsonen AW 21/22.

De fire skotrends til sæsonen AW 21/22 har en stor fællesnævner: støvler. Vi har allerede set det i efteråret 2020 som en stor trend, og den fortsætter ind i AW 21/22. Store støvler med chunky såler er noget, som i høj grad tiltaler forbrugerne, fordi det er her, hvor praktik og nytænkning kan mødes i harmoni. Vi ønsker at pakke os ind i lag og beskytte os selv mod udefrakommende påvirkninger. Men der vil også være plads til stilrene og lette design i form af loafers og pæne sko.

01Tydelig polstring

Tydelig polstring i støvlerne kan være både i form af vattering eller langhåret pels. Der eksperimenteres med praktiske detaljer såsom snører, lynlåse eller spænder, som kan fast­gøre de store støvler på behagelig vis. Tendensen med den tyde­lige polstring ses også i støvler med hæl, hvor fælles­nævneren er, at de skal kunne tages på uden at benytte spænder eller lukninger.

02Vandtætte løsninger

Mange brands eksperimenterer i disse år i stor stil med vandtætte overflader på sko­mode, hvilket mange skandinaver byder varmt velkommen grundet det våde og fugtige vejr i efterårs- og vinterperioden. De vandtætte løsninger ses, ligesom den tydelige polstring, både i fladsålede design, men også i de høj­hælede løsninger. Der er designløsninger, hvor den fine sko har fået en coating, som både har et laklook, men som samtidig også er vandtæt.

03Chunky såler

Chunky såler er i efteråret 2020 blevet en kommer­ciel trend, som fortsætter. Det gælder både i udtryk og styles, som er meget eksperimenterende og nærmest sci-fi inspirerede, men også i mere klassiske udtryk. Chunky såler er en tydelig støvletrend, men vi har også set tendensen på sneakers, hvilket også vil fortsætte. Dog er det praktisk set mest oplagt med støvler til efteråret og vinteren.

04Stik-i-sko

Stik-i-sko, hvad er det? Det kan eksempelvis være loafers, flade sko uden hælkappe eller højhælede sko. Hvis der skal være en hælkappe på skoen, er det vigtigt, at den er blød, så man kan mase hælen ned og derved nemmere få skoen på. Der er både de meget minimalistiske sko uden alt for mange detaljer, men der er også design med snører og tydelige elementer.