Messefeberen har lagt sig, og modebranchen kan se tilbage på en modeuge med højere aktivitetsniveau end gennem de mørke coronaår. CIFF oplevede fremgang i besøgende på messen i august og ser frem til jubilæumsmessen i februar.
To års coronamesse har sat sine spor. Men som fuglen Phønix har modeugens aktører rejst sig fra asken og fremstår som stærke platforme, der samlet set skaber en unik oplevelse i København. CIFF, som er fast messeaktør i modeugen, oplevede fremgang i antal besøgende i august og glæder sig over de mange internationale besøgende.
“CIFF nr. 59 i august 2022 blev en succes, som overgik alle vores forventninger. Besøgstallet steg med 50 procent i forhold til CIFF 58 i februar, vi fik besøg af indkøbere fra knapt 30 forskellige lande, hvor Danmark og de øvrige nordiske lande tilsammen tegner sig for lidt over halvdelen. Særligt vigtigt var især de asiatiske branchekræfter stærkt tilbage for at udforske og handle med vores udstillere,” fortæller kommunikationsdirektør i Bellagroup, Kaspar Mørk Arianto, og fortsætter:
”Energien var også for alvor tilbage. Toneangivende shows fra stortalentet Tobias Birk i Bella Center og Birger Christensen-brandet Rotate i den nye Bella Arena tiltrak opmærksomhed både nationalt og internationalt. Mens de nye kreationer sprudlede, fik vi også draget nytte af vores videnspartnerskaber med blandt andre The Business of Fashion, Péclers Paris og Lifestyle & Design Cluster.
Både kommunikationsdirektøren fra Bellagroup og den nye messedirektør, Sofie Dolva, er klar over, at der er en række udfordringer, som skal håndteres for at sikre CIFFs forsatte rolle i modeugen
”Vi skal blive endnu bedre til at lytte til branchens mange aktører og dermed støtte op som handels- og vidensmotor. Vi kan blive en endnu bedre partner i arbejdet med at løfte modeugen, København som international fashion-destination og dansk mode som helhed til et helt nyt niveau,” forklarer de.
Jubilæumsmesse forude
I februar 2023 afvikles CIFF nr. 60, og messens 30-års jubilæum fejres på forskellig vis. Optakten til messen vil blandt andet handle om modens historie og rejse, herunder CIFFs rolle som platform for handel og viden, ligesom der vil blive afholdt flere festlige arrangementer før og under modeugen.
”Det forpligter lidt ekstra, når der både er et nyt team hos CIFF, og der er jubilæum. Vi vil arbejde hårdt for at sikre, at både udstillere og besøgende får en supergod messe i februar – og vi vil glæde os til at fejre jubilæet sammen med alle i vores netværk,” siger messedirektøren, Sofie Dolva, til TØJ – Fashion & Business Trends.
Detaljerne omkring den kommende messe er først ved at forme sig, men det kan allerede nu afsløres, at beauty kommer til at rykke ind.
”Livsstilsbutikker har både tøj, sko, smykker og hudpleje – og det skal vi afspejle. De klassiske segmenter har brug for hinanden og bør ikke stå bag vandtætte skodder. Synergien mellem mode og beauty er stor – og jeg kan netop bringe viden om beauty og alle mine kontakter i spil,” forklarer Sofie Dolva.
Da CIFF Kids afvikles samtidig med CIFF i februar 2023, forventes et større samlet besøgstal samt ikke mindst en større synergi på tværs af segmenter. Derudover tænkes der i større grad af inklusion, herunder invitation til skoler, designere, influencere og andre ’superfans af mode’. Baseret på feedback fra sidste messe vil der også være øget aktivering af arealer mellem udstillerne, ligesom aktiviteterne i showrooms øges, og bredden i talks og vidensindspark skal øges.
Ny boss i stolen
Sofie Dolva startede i sin nye rolle samme uge, som augustmessen blev afviklet. Den afgående direktør gav depechen videre midt i messeaktivitet, shows og foredrag. Det var en ilddåb for selv den mest erfarne.
”Det var en vild start, men også en meget positiv oplevelse. Jeg fik set og oplevet slutresultatet af mange måneders arbejde og er dermed klar over, hvad jeg og teamet skal levere om fem måneder. Jeg er dog også klar over, at det ikke kun handler om messen, da alle vores showrooms også spiller en stor rolle. Derfor har jeg brugt meget tid på at besøge de faste udstillere og lytte til deres ønsker og behov. Det betyder blandt andet, at vi kommer til at gennemføre en organisationsændring med en fast kontaktperson for showrooms,” forklarer hun.
Som en del af justeringerne i organisationen sættes der yderligere ind på PR og sociale medier med en ny ansat, Rebecca Laudrup, der bringer solid erfaring og et stærkt netværk fra branchen med sig ind i CIFF-teamet.
Solid baggrund og stærke kompetencer
Sofie Dolva er uddannet på CBS med fokus på erhvervsøkonomi og jura. Under sin bacheloruddannelse startede hun sit eget firma, Dolva Group, med fokus på distribution af kosmetik og hudpleje. Firmaet blev opkøbt af House of Brands, hvorefter hun selv fik mulighed for at opbygge nye brands, hvilket hun gjorde med så stor succes, at hun blev headhuntet til L’Oréal. Her havde hun i seks år ansvaret for salg og branding af FMCG-produkter, indtil hun fik ansvaret for salg og marketing hos distributørvirksomheden Spa Supply i tre år.
”Min karriere inden for beauty har blandt andet handlet om at gennemskue tendenser, forbrugeradfærd og gøre produkterne relevante og relaterbare. Salg, marketing, kunderelationer og forståelsen for digital omstilling samt omni channel har jeg med mig ind i jobbet hos CIFF,” forklarer hun.
Efter de mange år i corporate stillinger ønskede hun noget andet, og det blev starten på knap to år hos Lulab, en tech haircare-virksomhed, hvor hun fik rollen som kommerciel direktør. Men en headhunter kontaktede hende, da CIFF stod uden direktør – og derefter var der ingen vej tilbage.
”I denne nye rolle har jeg den perfekte kombination mellem corporate og startup, mellem faste kunder i showroom og de nye udstillere på gulvet. Jeg har også både det fysiske og det digitale. Så jeg føler virkelig, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg har en solid ballast og en række faglige kompetencer, som kan bringes i spil,” siger messedirektøren og giver i sin videre refleksion udtryk for følgende:
”Efter en måneds ansættelse er det svært at lave større konklusioner. Men jeg er blevet bekræftet i, at der er masser af potentiale i CIFF. Og jeg tænker, at CIFF-ledelsen har truffet den rigtige beslutning med hensyn til at sætte en for enden af bordet, som har kommercielle tanker og erfaringer fra salg og god kundeservice.”
CIFF i en brydningstid
Messelandskabet har været under forandring længe. Det er ikke udelukkende to år med nedlukninger og restriktioner, der har resulteret i store forandringer, men de har skubbet yderligere til dem.
”Vi er midt i en brydningstid – både generelt, men specielt for messerne og for CIFF, der skal have fundet sin rolle igen. Den nødvendige omstilling bliver ikke en dans på roser. Vi ved, at der er mange udfordringer, som vi skal have has på. Men der er også mange muligheder og en masse lavthængende frugter, som vi allerede kan høste til næste messe,” siger Sofie Dolva.
Hun forklarer, at det hurtigt at gået op for hende, at modeaktiviteterne i Bella Center er mangefacetterede – lige fra shows til showrooms, fra mangeårige udstillere med god indtjening og kommerciel forståelse til helt nye upcoming brands, der knap nok ved, hvad varerne skal koste.
”One size fits no one. Vi kan ikke løse alt med en skabelon, så vi er nødt til at have forståelse og respekt for det, de forskellige målgrupper har behov for. Vores arbejde bliver langt mere fokuseret fremover med hensyn til behov og ønsker, ligesom vi også vil arbejde meget mere på at sikre bredden. Vi er nødt til at være noget for alle, ikke kun for de få,” siger hun.
Til spørgsmålet om, hvad de største udfordringer og muligheder er, svarer hun følgende:
Største udfordringer:
- Tiden er knap, og der er for mange venues – både når man tæller venues i København, som omfatter alt lige fra messer til shows og egne showrooms, til messer i Aarhus og Vejle.
- Placering på hverdage er en udfordring for de mindre indkøbere – det har været diskuteret, siden hverdagene blev valgt, men ingen har håndteret det.
- Datoer, deadlines og produktionstider passer ikke sammen – diskussionen om august vs. juni har været i gang længe, og der er behov for en beslutning samt en klar udmelding.
- CIFF er en international messe, men det har taget overhånd – i iveren efter at være noget for udenlandske brands og besøgende er de skandinaviske blevet glemt, og det skal der rettes op på.
- Fokus på et fåtal – messen ændrede karakter og blev for snæver og elitær i sit fokus, hvilket betød, at den kommercielle del forsvandt.
Største muligheder:
- Vi har et fantastisk venue og har plads det hele – vi bør kunne samle flere brands og skabe god aktivitet i hallerne såvel som i showrooms, der nu i sig selv får det nødvendige fokus.
- Synergierne mellem mode, sko, tasker, smykker og beauty er store og vil allerede til næste messe give en god effekt på brands og besøgende.
- Vi har et brand, der fungerer internationalt – vi kan trække alle de rigtige brands og indkøbere til København og kan med fordel drage nytte af det store netværk, der er skabt gennem årene.
- CIFF kan både hjælpe nye spillere i gang og sikre de eksisterende brands en kommerciel platform, hvor der er mere fokus på handel end branding.
- Vi kan binde messerne sammen med aktiviteter hen over året, da vi har showrooms og arealer, der kan aktiveres uden for de to modeuger om året.
Foto: Sofie Dolva